Sæt mig fri, sagde ånden — novelle om Helsingør

Nim­bi spil­let til Gier

I for­bin­del­se med Lit­te­ra­Tour, et pro­jekt om Hels­in­gør, skrev jeg en novel­le om en dreng og hans ople­vel­ser på Tek­nisk Muse­um en gang i for­ti­den. Novel­len er (del­vist) inspi­re­ret af mine egne besøg på muse­et, som jeg har været begej­stret for, siden jeg så det før­ste gang i den tid­li­ge sko­le­al­der. Spe­ci­elt fly­ver­ma­ski­ner­ne har altid fået min egen fan­ta­si til at fly­ve, nok en udpræ­get føl­ge af min opvækst på Ama­ger og til­knyt­ning til luft­hav­nen gen­nem mine for­æl­dres arbej­de der (og sene­re mine egne jobs i Syd). Mær­ke­ligt nok har jeg aldrig været så fan­get af biler­ne, måske igen en afspej­ling af, at jeg er vok­set op stort set bil­løs.

I dag har de en fan­ta­stisk udstil­ling om Elle­ham­mer og har gen­byg­get  fle­re gam­le fly. Udover fly­ve­ma­ski­ner­ne den­gang i for­ti­den, så var der også mødet med Gier og dens Nim­bi-spil på muse­et. Det var før­ste gang, jeg var ude for den grad af inter­ak­ti­vi­tet med en com­pu­ter, og den impo­ne­ne­ren­de stør­rel­se et sådan bæst har (den gang alt­så) — et helt skab fuld af elek­tro­nik. Nim­bi-spil­let blev udvik­let af Piet Hein på bag­grund af det oprin­de­li­ge Nim-spil. Som efter sigen­de er et af ver­den æld­ste spil, desvær­re er det, lige som Tre-på-stri­be, løst. Det er altid muligt for en af spil­ler­ne at vin­de, hvis ved­kom­men­de spil­ler opti­malt, og det var det Piet Hein for­søg­te at repa­re­re med sin ver­sion af spil­let (læs her om udvik­lin­gen af spil­let — hvor også den sær­li­ge spil­le­pla­de er beskre­vet, en fasci­ne­ren­de histo­rie).

Sene­re fandt jeg også  ud af, at de har DASK stå­en­de på muse­et, en edb-maski­ne, som som har en hel sær­lig posi­tion inden for dansk it-tek­no­lo­gisk histo­rie, i og med at den var den før­ste hjem­me­byg­ge­de,  og som jeg har hørt histo­ri­er om på data­lo­gi­stu­di­et leven­de for­talt af pro­fes­sor HB Han­sen, der arbej­de­de med den i star­ten  (læs hans beret­ning her.).

Novel­len kan fin­des her i sin hel­hed (eller det kan den så ikke læn­ge­re da den er på vej i bog­form, men resten af ind­læg­ge­ne om Hels­in­gør kan anbe­fa­les i ste­det. De spæn­der ret bredt — jeg var i sær­de­les­hed glad for Man­fred Chri­sti­an­sens novel­le, men også dig­te­ne og inter­viewe­ne er spæn­den­de. Selv­om det kan være svært at se om der dan­ner sig et bil­le­de af Hels­in­gør og omegn ud fra det skrev­ne.