Sæt mig fri, sagde ånden — novelle om Helsingør

Nimbi spillet til Gier

I forbindelse med LitteraTour, et projekt om Helsingør, skrev jeg en novelle om en dreng og hans oplevelser på Teknisk Museum en gang i fortiden. Novellen er (delvist) inspireret af mine egne besøg på museet, som jeg har været begejstret for, siden jeg så det første gang i den tidlige skolealder. Specielt flyvermaskinerne har altid fået min egen fantasi til at flyve, nok en udpræget følge af min opvækst på Amager og tilknytning til lufthavnen gennem mine forældres arbejde der (og senere mine egne jobs i Syd). Mærkeligt nok har jeg aldrig været så fanget af bilerne, måske igen en afspejling af, at jeg er vokset op stort set billøs.

I dag har de en fantastisk udstilling om Ellehammer og har genbygget  flere gamle fly. Udover flyvemaskinerne dengang i fortiden, så var der også mødet med Gier og dens Nimbi-spil på museet. Det var første gang, jeg var ude for den grad af interaktivitet med en computer, og den imponenerende størrelse et sådan bæst har (den gang altså) – et helt skab fuld af elektronik. Nimbi-spillet blev udviklet af Piet Hein på baggrund af det oprindelige Nim-spil. Som efter sigende er et af verden ældste spil, desværre er det, lige som Tre-på-stribe, løst. Det er altid muligt for en af spillerne at vinde, hvis vedkommende spiller optimalt, og det var det Piet Hein forsøgte at reparere med sin version af spillet (læs her om udviklingen af spillet – hvor også den særlige spilleplade er beskrevet, en fascinerende historie).

Senere fandt jeg også  ud af, at de har DASK stående på museet, en edb-maskine, som som har en hel særlig position inden for dansk it-teknologisk historie, i og med at den var den første hjemmebyggede,  og som jeg har hørt historier om på datalogistudiet levende fortalt af professor HB Hansen, der arbejdede med den i starten  (læs hans beretning her.).

Novellen kan findes her i sin helhed (eller det kan den så ikke længere da den er på vej i bogform, men resten af indlæggene om Helsingør kan anbefales i stedet. De spænder ret bredt – jeg var i særdeleshed glad for Manfred Christiansens novelle, men også digtene og interviewene er spændende. Selvom det kan være svært at se om der danner sig et billede af Helsingør og omegn ud fra det skrevne.

Leave a Reply