Den søde ventetid

Mere­te suk­ker dybt over noget i avi­sen og blæ­ser en lok af sit nød­de­bru­ne hår væk fra øjne­ne. Han skæ­ver til hen­de, men slip­per ikke con­trol­le­ren og kon­trol­len med sin figur. Hvor­dan i hel­ve­de kan hun bli­ve ved med at abon­ne­re på sådan noget lort. Hun kan vel læse alle de nyhe­der, hun vil, på net­tet, og så se tv-avi­sen som alle andre. Dead­li­ne eller hvad hun nu vil. Og selv­om hun sid­der med trut­mund og en lil­le ryn­ke i pan­den og ser for­ban­det sød ud, så er der vel andet, hun kun­ne gøre.Men det skal være avi­sen, hun skal sid­de og suk­ke over. Over­skrif­ten klyn­ker ‘mere vold i hjem­me­ne’. Han dør og læg­ger con­trol­le­ren fra sig. Han kom­mer alli­ge­vel aldrig for­bi banen her, han ved ikke, hvad der sker i resten af spil­let. Con­trol­le­ren er rød og hård i hans hånd, den ene sty­repind svir­per til­ba­ge på plads, da han slip­per den. Det giver et lil­le smæld og han mær­ker det på tom­mel­finge­ren. Han suk­ker; når han nu er død, så kan han alli­ge­vel lige så godt få noget sjov.“Kom her honey, min con­trol­ler er ked af det.” Hun ser op, og hen på ham og smi­ler så. Et af den slags smil, der altid har fået hans hjer­te til at slå et par gan­ge ekstra, som får ham til at tæn­ke på solen, uden at han nogen sin­de har fun­det ud af hvor­for. Hun rej­ser sig og sæt­ter i et spring over til ham. Han når lige at fan­ge et glimt af hen­des bryster, der vip­per vold­somt inci­te­ren­de under t-shir­ten og trus­ser­ne, der sid­der som støbt om hen­des bal­der, så sid­der hun oven på ham og begra­ver ham i hår og vel­duft. Mær­ke­ligt nok, tæn­ker han på, at der rundt omkring dem i de andre lej­lig­he­der, sid­der mænd som ham. Mænd, der måske også lige er døde og blot ven­ter på at få lidt liv igen.

Den ser også lidt ned­slå­et ud, måske skal den have nyt bat­te­ri.” Hun læg­ger en hånd på hans mave. “Eller lades op.” Han luk­ker øjne­ne og lader for­nem­mel­sen af hen­des hånd, der krav­ler omkring hans mave, fyl­de sig helt op. Kun adspredt af et par enkel­te tan­ker om, hvor­når han skal for­tæl­le hen­de, at han er uden job, sådan lige nu for tiden.