Merete sukker dybt over noget i avisen og blæser en lok af sit nøddebrune hår væk fra øjnene. Han skæver til hende, men slipper ikke controlleren og kontrollen med sin figur. Hvordan i helvede kan hun blive ved med at abonnere på sådan noget lort. Hun kan vel læse alle de nyheder, hun vil, på nettet, og så se tv-avisen som alle andre. Deadline eller hvad hun nu vil. Og selvom hun sidder med trutmund og en lille rynke i panden og ser forbandet sød ud, så er der vel andet, hun kunne gøre.Men det skal være avisen, hun skal sidde og sukke over. Overskriften klynker ‘mere vold i hjemmene’. Han dør og lægger controlleren fra sig. Han kommer alligevel aldrig forbi banen her, han ved ikke, hvad der sker i resten af spillet. Controlleren er rød og hård i hans hånd, den ene styrepind svirper tilbage på plads, da han slipper den. Det giver et lille smæld og han mærker det på tommelfingeren. Han sukker; når han nu er død, så kan han alligevel lige så godt få noget sjov.“Kom her honey, min controller er ked af det.” Hun ser op, og hen på ham og smiler så. Et af den slags smil, der altid har fået hans hjerte til at slå et par gange ekstra, som får ham til at tænke på solen, uden at han nogen sinde har fundet ud af hvorfor. Hun rejser sig og sætter i et spring over til ham. Han når lige at fange et glimt af hendes bryster, der vipper voldsomt inciterende under t-shirten og trusserne, der sidder som støbt om hendes balder, så sidder hun oven på ham og begraver ham i hår og velduft. Mærkeligt nok, tænker han på, at der rundt omkring dem i de andre lejligheder, sidder mænd som ham. Mænd, der måske også lige er døde og blot venter på at få lidt liv igen.
“Den ser også lidt nedslået ud, måske skal den have nyt batteri.” Hun lægger en hånd på hans mave. “Eller lades op.” Han lukker øjnene og lader fornemmelsen af hendes hånd, der kravler omkring hans mave, fylde sig helt op. Kun adspredt af et par enkelte tanker om, hvornår han skal fortælle hende, at han er uden job, sådan lige nu for tiden.