Jeg gled mig gennem haven. Direktivet var at undgå at blive observeret.
Af noget.
Et laverestående pattedyr af en for nærværende ukendt art strøg forbi mig. Jeg stivnede, og væsenet udstødte en uhyggelig murrende lyd og fortsatte med sit appendiks i vejret. Haletingen identificerede det som en kat. Den måtte være flere hundrede meter fra sine sædvanlige ruter, jeg var ikke blevet briefet om at den slags ville kunne forekomme.
Foran mig var en myretue, og til højre identificerede jeg tre skarnbasser. Alle tre med kursen væk fra mig. Heldigt.
Insekttuen var et større problem. Selvom det var nat, så var der stadig enkelte insekter i gang. En lille sort én havde samme retning som jeg. Den stavrede afsted på sine seks ben. Et øjebliks uopmærksomhed og Bam!
Nærkontakt med et eneste væsen før målobjektet ville være til ganske betragtelig fare for missionen. Det ville kræve al min objektivitet at lade være med at transferere i det tilfælde. Mine kunstigt forstærkede instinkter var simpelthen for stærke.
For at vi ikke skulle blive bløde, havde øverstekommandoen sagt. Vi er bløddyr, men de er de hårdeste væsener, jeg nogensinde har mødt. Alt for racen, aldrig give op.
Ordren var:
Find X (X = Rasmussen).
Overtag hans liv.
Helt og holdent.
Eller F.O.H., som vi skreg samlet til paraderne. En masse af næsten formløshed, der med klumpede efterligninger af hænder og ben, marcherede foran tribunerne med over-højkommandoen. Og som svarede på: “Hvad er I, slapsvanse?” med et rungende: “F.O.H.”. Det var alt, hvad vi kunne sige, Konditioneringen var på det tidspunkt så hård, at ingen af os kunne jage længere. Vi blev nedsænket i næringsbade, og kunne kun lige klare at indtage den energirige suppe af præfordøjede byttedyr. Udskille de få uoptagelige rester af grøden og så i dvale det sidste stykke tid før D-dag.
Vi — de andre 100.000 rekrutter og jeg — var blevet trænet intenst i 1000 lokale tidsenheder op til præinvasionen. Hver af os med sit unikke, specifikke, specielle mål.
Vi var spydspidserne, udvalgt blandt millioner af frivillige. Parate til at ofre os selv, og fjenden, for at sikre vores sejrrige invasion.
Alt var blevet testet, simuleret, afprøvet. Hver eneste fare på vejen hen til målet. Hvert eneste skridt/glid/kryben/stavren var målt, efterset og dobbeltchecket. Vi var klar til at overtage deres liv og blive ét med en af dem hver især.
Og indtil nu var det hele som planlagt. Kun de tre ørentviste og kattedyret havde været uden for nummer. Ørentvistene måtte have kravlet ind på fliserne, mens vores overvågningssatellit var på den anden side af jorden. Jeg havde kortvarigt overvejet at afbryde missionen, men vidste, at jeg måtte stålsætte mig. Afstive min skal og komme videre. Der havde ikke været nogen reel fare endnu.
Landsætningen var gået efter planen. Landeren var gået ned på marken under total radio– og støjtavshed. Ingen indikationer på at radar eller andre aktive lokale måleinstrumenter var vågne eller havde bemærket noget som helst.
Min føringsofficer og jeg var krøbet ned ad rampen og en deling fra spejdereskadronen havde ryddet en sti hen til havegangen. Foran lågen havde han delt plasma med mig, og havde så trukket sig tilbage i sikker afstand, før han gav mig aktiveringssignalet. Jeg begyndte med det samme at glide bort; med mine kammeraters tilstedeværelse som en ubehagelig baggrundsnagen.
Overvågningsbillederne havde vist, at der var et vindue åbent i huset bag til. Forbi myretuen og op ad muren. Det var hårdt arbejde, og måske derfor at jeg ikke var påpasselig. Jeg opdagede først, at kattedyret var vendt tilbage, da det udstødte en tydelig fjendtlig lyd. Selv mine klodsede øreefterligninger var i stand til at afkode det som en hvæsen. Dyret sad under mig, og dets bevidsthed trak i mig. Det fulgte mig med sine gule lysreceptorer og det var kun med opbyggelsen af al min indre styrke, at jeg undgik at overtage dets lille, egoistiske sind. Heldigvis var det åbne vindue lige over mig, og stærkt afkræftet kunne jeg glide op og igennem det. Jeg havde lige akkurat overskud til at danne en tentakel og trække vinduet til, da pelsdyret sprang op på den lille afsats under mig. Det lukkede vindue kappede tentaklen af, og jeg mærkede hvordan det faldt ned mod dyret og ramte det. En kort psykisk kamp, hvor dyret hoppede og sprang og larmede, og så var det overtaget af den lille udbryderdel. Min bevidsthed var delt og jeg balancerede på kanten af at blive trukket helt over i det skarpe kattesind. Men mit sind sprak i to og dyremig’et sprang væk; fuldstændigt som konditioneret: Absolut ingen kontakt til andre fra invasionsstyrken. Gad vide om jeg ville savne mig?
Jeg faldt ned fra min indgang og landede med et klask på det hårde gulv. Sekundet efter fremkom et lys fra værelset ved siden af, og jeg hørte lyden af skridt, bare fødder klaskende mod gulvet i en nattesløv rytme. Fuldstændig som i min træningssituation. Jeg gled hurtigt hen til åbningen og gemte mig ved siden af.
Som teoretiseret kom væsenet ind, og det var virkelig den Rasmussen vi var ude efter, sandsynligvis på vej ud for at genoplade tabt energi eller bortskaffe affaldsstoffer, men nu bortledt fra sin oprindelige kurs af lyden af bløddyr mod kakkel.
Lyset blev tændt og han så sig om. Det ulåste vindue blev hægtet fast til rammen og han gik hovedrystende tilbage. Da han skulle slukke lyset var det ikke kontakten, men mig han rørte ved. Vores plans genialitet overvældede mig. Jeg så i glimt, hvordan hundredetusinder af os lige netop nu var i gang med det samme over hele jorden. En lille berøring og så total sindskontrol. Fuldstændig assimilation. Vi ville blive ét, og så ville resten af invasionen være ren barneleg. Hvad det så end var.
I et hug var jeg over ham, og selv om vi havde øvet denne del, så var den aldrig blevet prøvet. Det havde kun været teori. Alt hvad jeg vidste var, at han ville kæmpe imod. At mine gifttråde ville svække ham, og at jeg i dette svækkede øjeblik kunne indsætte stødet mod hans bevidsthed. Det var nemmere, end jeg havde troet efter at have set, hvordan kattedyret havde reageret. Måske var han ikke den primære livsform alligevel, men det var underordnet, alt for sent at genoverveje mine handlinger. Processen var igangsat, og jeg tog det hele. Følelser, erindringer, attituder, kropssprog, sind, intellekt, fornemmelsen af rygrad. Til sidst var der ikke andre til stede. Der var kun mig.
Og jeg havde overtaget Rasmussen. Komplet og fuldt. Jeg var ham. Han var mig; vi var en perfekt enhed. Invasionen var på — hvad er det, de kalder de lange metalstykker, der beskytter den bløde jord? — skinner selvfølgelig.
Men først havde jeg lyst til en leverpostejmad og måske en enkelt øl, og så ville jeg gå ind og vække Maria. Måske var hun frisk til andet end at sove. Og det med den store invasion skulle vi vel nok nå. Senere.