Fuld assimilation

Jeg gled mig gen­nem haven. Direk­ti­vet var at und­gå at bli­ve obser­ve­ret.

Af noget.

Et lave­re­stå­en­de pat­te­dyr af en for nær­væ­ren­de ukendt art strøg for­bi mig. Jeg stiv­ne­de, og væse­net udstød­te en uhyg­ge­lig mur­ren­de lyd og fort­sat­te med sit appen­diks i vej­ret. Hale­tin­gen iden­ti­fi­ce­re­de det som en kat. Den måt­te være fle­re hund­re­de meter fra sine sæd­van­li­ge ruter, jeg var ikke ble­vet bri­e­fet om at den slags vil­le kun­ne fore­kom­me.

For­an mig var en myre­tue, og til høj­re iden­ti­fi­ce­re­de jeg tre skar­n­bas­ser. Alle tre med kur­sen væk fra mig. Hel­digt.

Insekt­tu­en var et stør­re pro­blem. Selv­om det var nat, så var der sta­dig enkel­te insek­ter i gang. En lil­le sort én hav­de sam­me ret­ning som jeg. Den stav­re­de afsted på sine seks ben. Et øje­bliks uop­mærk­som­hed og Bam!

Nær­kon­takt med et ene­ste væsen før målob­jek­tet vil­le være til gan­ske betrag­te­lig fare for mis­sio­nen. Det vil­le kræ­ve al min objek­ti­vi­tet at lade være med at trans­fe­re­re i det til­fæl­de. Mine kun­stigt for­stær­ke­de instink­ter var sim­pelt­hen for stær­ke.

For at vi ikke skul­le bli­ve blø­de, hav­de øver­ste­kom­man­do­en sagt. Vi er blød­dyr, men de er de hår­de­ste væse­ner, jeg nogen­sin­de har mødt. Alt for racen, aldrig give op.

Ordren var:

Find X (X = Ras­mus­sen).
Over­tag hans liv.
Helt og hol­dent.

Eller F.O.H., som vi skreg sam­let til para­der­ne. En mas­se af næsten form­løs­hed, der med klum­pe­de efter­lig­nin­ger af hæn­der og ben, mar­che­re­de for­an tri­bu­ner­ne med over-høj­kom­man­do­en. Og som sva­re­de på: “Hvad er I, slapsvan­se?” med et run­gen­de: “F.O.H.”. Det var alt, hvad vi kun­ne sige, Kon­di­tio­ne­rin­gen var på det tids­punkt så hård, at ingen af os kun­ne jage læn­ge­re. Vi blev neds­æn­ket i nærings­ba­de, og kun­ne kun lige kla­re at ind­ta­ge den ener­gi­ri­ge sup­pe af præ­for­dø­je­de byt­te­dyr. Udskil­le de få uop­ta­ge­li­ge rester af grø­den og så i dva­le det sid­ste styk­ke tid før D-dag.

Vi — de andre 100.000 rek­rut­ter og jeg — var ble­vet træ­net intenst i 1000 loka­le tid­sen­he­der op til præ­in­va­sio­nen. Hver af os med sit unik­ke, spe­ci­fik­ke, spe­ci­el­le mål.

Vi var spy­d­spid­ser­ne, udvalgt blandt mil­li­o­ner af fri­vil­li­ge. Para­te til at ofre os selv, og fjen­den, for at sik­re vores sej­r­ri­ge inva­sion.

Alt var ble­vet testet, simu­le­ret, afprø­vet. Hver ene­ste fare på vej­en hen til målet. Hvert ene­ste skridt/glid/kryben/stavren var målt, efter­set og dob­belt­check­et. Vi var klar til at over­ta­ge deres liv og bli­ve ét med en af dem hver især.

Og ind­til nu var det hele som plan­lagt. Kun de tre ørent­vi­ste og kat­te­dy­ret hav­de været uden for num­mer. Ørent­vi­ste­ne måt­te have krav­let ind på fli­ser­ne, mens vores over­våg­nings­sa­tel­lit var på den anden side af jor­den. Jeg hav­de kortva­rigt over­ve­jet at afbry­de mis­sio­nen, men vid­ste, at jeg måt­te stål­sæt­te mig. Afsti­ve min skal og kom­me vide­re. Der hav­de ikke været nogen reel fare end­nu.

Land­sæt­nin­gen var gået efter pla­nen. Lan­de­ren var gået ned på mar­ken under total radio- og støjtavs­hed. Ingen indi­ka­tio­ner på at radar eller andre akti­ve loka­le måle­in­stru­men­ter var våg­ne eller hav­de bemær­ket noget som helst.

Min førings­of­fi­cer og jeg var krø­bet ned ad ram­pen og en deling fra spej­de­reskadro­nen hav­de ryd­det en sti hen til have­gan­gen. For­an lågen hav­de han delt plas­ma med mig, og hav­de så truk­ket sig til­ba­ge i sik­ker afstand, før han gav mig akti­ve­rings­sig­na­let. Jeg begynd­te med det sam­me at gli­de bort; med mine kam­me­ra­ters til­ste­de­væ­rel­se som en ube­ha­ge­lig bag­grunds­na­gen.

Over­våg­nings­bil­le­der­ne hav­de vist, at der var et vin­due åbent i huset bag til. For­bi myre­tu­en og op ad muren. Det var hårdt arbej­de, og måske der­for at jeg ikke var påpas­se­lig. Jeg opda­ge­de først, at kat­te­dy­ret var vendt til­ba­ge, da det udstød­te en tyde­lig fjendt­lig lyd. Selv mine klod­se­de øre­ef­ter­lig­nin­ger var i stand til at afko­de det som en hvæ­sen. Dyret sad under mig, og dets bevidst­hed trak i mig. Det fulg­te mig med sine gule lys­re­cep­to­rer og det var kun med opbyg­gel­sen af al min indre styr­ke, at jeg und­gik at over­ta­ge dets lil­le, egoi­sti­ske sind. Hel­dig­vis var det åbne vin­due lige over mig, og stærkt afkræf­tet kun­ne jeg gli­de op og igen­nem det. Jeg hav­de lige akku­rat over­skud til at dan­ne en ten­ta­kel og træk­ke vin­du­et til, da pels­dyret sprang op på den lil­le afsats under mig. Det luk­ke­de vin­due kap­pe­de ten­tak­len af, og jeg mær­ke­de hvor­dan det faldt ned mod dyret og ram­te det. En kort psy­kisk kamp, hvor dyret hop­pe­de og sprang og lar­me­de, og så var det over­ta­get af den lil­le udbry­der­del. Min bevidst­hed var delt og jeg balan­ce­re­de på kan­ten af at bli­ve truk­ket helt over i det skar­pe kat­tesind. Men mit sind sprak i to og dyremig’et sprang væk; fuld­stæn­digt som kon­di­tio­ne­ret: Abso­lut ingen kon­takt til andre fra inva­sions­styr­ken. Gad vide om jeg vil­le sav­ne mig?

Jeg faldt ned fra min ind­gang og lan­de­de med et klask på det hår­de gulv. Sekun­det efter frem­kom et lys fra værel­set ved siden af, og jeg hør­te lyden af skridt, bare fød­der kla­sken­de mod gul­vet i en nat­tesløv ryt­me. Fuld­stæn­dig som i min træ­nings­si­tu­a­tion. Jeg gled hur­tigt hen til åbnin­gen og gem­te mig ved siden af.

Som teo­re­ti­se­ret kom væse­net ind, og det var vir­ke­lig den Ras­mus­sen vi var ude efter, sand­syn­lig­vis på vej ud for at geno­p­la­de tabt ener­gi eller bort­skaf­fe affalds­stof­fer, men nu bort­ledt fra sin oprin­de­li­ge kurs af lyden af blød­dyr mod kak­kel.

Lyset blev tændt og han så sig om. Det ulå­ste vin­due blev hæg­tet fast til ram­men og han gik hoved­rysten­de til­ba­ge. Da han skul­le sluk­ke lyset var det ikke kon­tak­ten, men mig han rør­te ved. Vores plans geni­a­li­tet over­væl­de­de mig. Jeg så i glimt, hvor­dan hund­re­de­tu­sin­der af os lige net­op nu var i gang med det sam­me over hele jor­den. En lil­le berø­ring og så total sind­s­kon­trol. Fuld­stæn­dig assi­mi­la­tion. Vi vil­le bli­ve ét, og så vil­le resten af inva­sio­nen være ren bar­ne­leg. Hvad det så end var.

I et hug var jeg over ham, og selv om vi hav­de øvet den­ne del, så var den aldrig ble­vet prø­vet. Det hav­de kun været teo­ri. Alt hvad jeg vid­ste var, at han vil­le kæm­pe imod. At mine gift­t­rå­de vil­le svæk­ke ham, og at jeg i det­te svæk­ke­de øje­blik kun­ne ind­sæt­te stø­det mod hans bevidst­hed. Det var nem­me­re, end jeg hav­de tro­et efter at have set, hvor­dan kat­te­dy­ret hav­de rea­ge­ret. Måske var han ikke den pri­mæ­re livs­form alli­ge­vel, men det var under­ord­net, alt for sent at genover­ve­je mine hand­lin­ger. Pro­ces­sen var igang­s­at, og jeg tog det hele. Følel­ser, erin­drin­ger, atti­tu­der, kro­p­s­sprog, sind, intel­lekt, for­nem­mel­sen af rygrad. Til sidst var der ikke andre til ste­de. Der var kun mig.

Og jeg hav­de over­ta­get Ras­mus­sen. Kom­plet og fuldt. Jeg var ham. Han var mig; vi var en per­fekt enhed. Inva­sio­nen var på — hvad er det, de kal­der de lan­ge metalstyk­ker, der beskyt­ter den blø­de jord? — skin­ner selv­føl­ge­lig.

Men først hav­de jeg lyst til en lever­postej­mad og måske en enkelt øl, og så vil­le jeg gå ind og væk­ke Maria. Måske var hun frisk til andet end at sove. Og det med den sto­re inva­sion skul­le vi vel nok nå. Sene­re.

Leave a Reply