Kaptajnen på ”Med bedre motiver” bandede. Det var en pine at kravle rundt om akvariet hver gang hun skulle ind til navigatøren. I det hele taget var hele tanken bag deres rejse til at græde over. Hun bøjede sine ben og kravlede langsomt ind under glasset og stirrede op mod den enorme krop, der flød helt stille over hende.
Mens hun langsomt krabbede sig hen over gulvet, anstrengte hun sig for at undgå glasset, men efterhånden som hun kom længere ind blev hun mere skødesløs, og pludselig ramte en af hendes epauletter glasset med et minimalt bonk. Hendes oversætter vågnede og sendte et ringende klink ud. Øjeblikkeligt var der bevægelse over hende og en stor sort skygge tvistede om sig selv og et stort øje blinkede ned mod hende.
Hendes oversætter afleverede en noget skødesløs undskyldning, og små fløjtelyde, hun var sikker på var dens slet skjulte latter.
Kaptajnen kunne mærke, at glasset over hende begyndte at vibrere og oversætteren mumlede stille for sig selv, mens den komprimerede den næste endeløse fløjten fra bag glasset til en sætning den følte sig tryg ved, at hun kunne forholde sig til. Hun sukkede og stillede sig til rette.
Endelig stønnede oversætteren færdig, og ud kom det med en stemme, som hun var sikker på, at den kun havde valgt for at genere hende. Den svingede op og ned i toneleje og havde en snert af noget skærende over sig.
”Åh, kaptajn! Godt at se dig. Det er længe siden du har gæstet mit akvarium. Jeg håber ikke at nulrummet holdt dig fanget med alt for meget arbejde. Ja, for en kaptajns arbejde er vel aldrig slut. Specielt, når hun har fået fingre i stedet for finner.”
Der kom en pause og ud fra glasset strømmede en langvarig monoton fløjten. Hun var sikker på, at oversætteren sukkede.
”Øhm, og så noget med, at han håber at må du få mange, mange, mange krebs. Øhm, den nævner dem faktisk enkeltvis. En krebs der har meget kød i den venstre side af skallen, og en hvor kødet er ligeligt fordelt, og en hvor du kan mærke at den knaser. Og øhm, måske skal vi bare springe det her over. Men i hvert fald krebs til du kreperer.”
Hun var sikker på at den fnes, måske var det på tide at få den skiftet ud med en anden model.Hvis det var muligt.
Turen til Tau Ceti var gået helt anderledes end hun havde troet og håbet, da hun blev tilbudt at blive kaptajn på rejsen. Hun skulle have været mistænksom, da hun var blevet tilbudt posten, siden hvornår fik et almindelig stykke stemmekvæg tilbudt så fin en post. Men på Kontoret for Astrale Relationer, havde de sagt at rejsen til Tau Ceti var yderst vigtig, og at det var væsentligt at komme ud og vise at jordboerne var civiliserede nok til at indgå i den galaktiske gryderet. Så ud over kaptajnstitlen var hun også blevet ansvarlig for extra, intra– og interarts relationer med samt gastro–diplomati.
Det havde lignet et cadeau til hende før afrejsen, men nu var hun ikke så sikker mere. Hun havde i hvert fald langt mindre magt som kaptajn end hun havde regnet med hun ville få. Der var regler og bestemmelser langt ud over det rimelige. Hun kunne ikke skifte sin practical joke fikserede oversætter ud, hun måtte finde sig i en hval, der havde navngivet alt den føde den nogen sinde havde spist, og som aldrig forspildte en lejlighed til at remse det hele op, og hun følte sig generelt på meget dybt vand. Eller rettere under dybt vand det meste af tiden. Hun følte det som om hendes horn var slebet helt ned. Og slutmålet med det hele var der ingen, der havde fortalt hende før lige efter afrejsen.