Grønnedag med Fru Olsen

Elmer så dukken hænge udenfor, mens han forsøgte at hjælpe fru Olsen ud af badekarret. Det matterede vindue var åbent ud til sollyset, og han forsøgte febrilsk at holde sin opmærksomhed på skyerne og den blå himmel, i stedet for at se nærmere på Ida Olsens (før Hedvigsens) noget slidte krop. Han kæmpede hårdt for at koncentrere sig om den smukke sommeraften og de strålende stjerner, der langsomt var ved at blinke frem over skovbrynet.

Han brød sig hverken om nøgenhed eller gamle mennesker, og ud over det, var der noget ved Fru Olsens krop, der gav ham kuldegysninger. Noget helt forkert. Folderne og rynkerne var én ting; lugten var mærkværdig, men til at bære, men det hele virkede forkert, som om der var noget bagved; som om hun var hul og skjulte noget indeni. Noget, der hvert øjeblik truede med at bryde frem.

Så han holdt øjnene fra hende og stirrede stift ud i det dunkelblå gennem vinduet. Han havde netop fået hende hevet henover badekarskanten, og hendes ene bryst havde ramt ham hårdt i nakken, da han så dukken. Han rettede sig helt op og famlede bagud med den ene hånd på de ferskenfarvede fliser efter knagen og det håndklæde, der forhåbentligt kunne dække lidt af hendes voluminøse krop. Den anden hånd var begravet i noget blødt og svampet, som han helst ikke ville vide, hvad var. Noget som på en eller anden måde også føltes som om det havde tænder – eller i det mindste som noget hårdt og kantet inde bag blæveret.

Dukken, der hang og dinglede i et af de træer, der var krøbet nærmere byen, var oplyst af de sidste solstråler, og så ved første øjekast temmelig uskyldig ud. En temmelig ubestemmelig fornemmelse af ubehag fik ham til at se i spejlet, og det gik med det samme op for ham, at dukken var en tro kopi af ham selv. Den samme hvide kittel, det samme flade lettere fedtede hår, og kunne han se nu, de samme dyre Gucci sko. Det eneste, der var en lille bitte smule anderledes, var dukkens mund, der var åbnet, i hvad der måtte være et forfærdeligt skrig. Et sted i baggrunden mente han faktisk at høre noget, der lød som en slags skrig, eller skinger sang. Men det tonede væk igen, da han rettede opmærksomheden på det.

Han stirrede på dukken og kunne mærke, at han ikke kunne røre sig, præcis som en af de drømme, hvor man taber kontrollen over sig krop, mens man halvvågen er på vej over i søvnen. Hvor hjernen næsten har givet endeligt slip på kroppen, men hvor bevidstheden ikke er slukket helt ned endnu, og derfor ikke kan komme i kontakt med hverken hænder eller ben. Han stirrede på dukken, og den stirrede tilbage på ham med grådige øjne, mens den fortsatte sit lydløse skrig.

Hvis ikke fru Olsen havde grebet fat i ham for ikke at vælte, var han sikker på, at han kunne være blevet stående der for altid. Med dukkens blik og skrig i et evigt ekko inde i sig selv.

Men fru Olsen faldt, og i faldet trak hun Elmer med sig ned i en stor skvulpende fælles bunke af kød, hvoraf en del var opstemt pensionist og den anden meget mindre del, skræmt social- og sundhedsassistent – næsten færdiguddannet.

”Men Elmer dog!” Hendes stemme var på vej op i det lyse register, næsten lystig, og han forsøgte forgæves at katalogisere, hvor hans forskellige kropsdele var placeret. Ud fra hendes åndedræt, havde han ramt noget vitalt.

”Det havde jeg da aldrig troet, jeg skulle opleve igen.”

Dukken derude og Fru Olsen omkring var mere, end han kunne bære. Han var i forvejen udkørt af arbejdet, for mange pensionister på alt for kort tid og alt, alt for lidt plads. I en alt for lille by, alt for langt væk fra alting.

”Dukke,” sagde han. ”Der hænger en dukke lige som mig ude i træet ved skovbrynet.”

Han mærkede forsigtigt efter med hænderne om, der var nogen steder han kunne sætte af, men alt hvad han rørte ved, føltes som en del af fru Olsens udflydende krop. Han valgte at forsøge at rulle lidt ud til siden.

”Den så på mig – dukken. Så på mig og skreg, uden en lyd – det var nok derfor De ikke kunne høre det. Men den skreg.”

Han var nu rullet så langt ud til siden, at han med et lille afsæt kunne trille ned på gulvet. Her fik han samlet sig nogenlunde sammen, og kom op på knæ. Fru Olsen øjne fulgte ham intenst, og det virkede, som om der var langt flere sæt øjne, end det ene han umiddelbart kunne se.