Grønnedag med Fru Olsen

Elmer så duk­ken hæn­ge uden­for, mens han for­søg­te at hjæl­pe fru Olsen ud af bade­kar­ret. Det mat­te­re­de vin­due var åbent ud til sol­ly­set, og han for­søg­te febrilsk at hol­de sin opmærk­som­hed på sky­er­ne og den blå him­mel, i ste­det for at se nær­me­re på Ida Olsens (før Hed­vigsens) noget slid­te krop. Han kæm­pe­de hårdt for at kon­cen­tre­re sig om den smuk­ke som­mer­af­ten og de strå­len­de stjer­ner, der lang­somt var ved at blin­ke frem over sko­v­bry­net.

Han brød sig hver­ken om nøgen­hed eller gam­le men­ne­sker, og ud over det, var der noget ved Fru Olsens krop, der gav ham kul­de­gys­nin­ger. Noget helt for­kert. Fol­der­ne og ryn­ker­ne var én ting; lug­ten var mærk­vær­dig, men til at bære, men det hele vir­ke­de for­kert, som om der var noget bag­ved; som om hun var hul og skjul­te noget inde­ni. Noget, der hvert øje­blik tru­e­de med at bry­de frem.

Så han holdt øjne­ne fra hen­de og stir­re­de stift ud i det dun­kel­blå gen­nem vin­du­et. Han hav­de net­op fået hen­de hevet henover bade­karskan­ten, og hen­des ene bryst hav­de ramt ham hårdt i nak­ken, da han så duk­ken. Han ret­te­de sig helt op og fam­le­de bag­ud med den ene hånd på de fer­sken­far­ve­de fli­ser efter kna­gen og det hånd­klæ­de, der for­hå­bent­ligt kun­ne dæk­ke lidt af hen­des volu­mi­nø­se krop. Den anden hånd var begra­vet i noget blødt og svam­pet, som han helst ikke vil­le vide, hvad var. Noget som på en eller anden måde også føl­tes som om det hav­de tæn­der – eller i det mind­ste som noget hårdt og kan­tet inde bag blæ­ve­ret.

Duk­ken, der hang og ding­le­de i et af de træ­er, der var krø­bet nær­me­re byen, var oplyst af de sid­ste sol­strå­ler, og så ved før­ste øje­kast tem­me­lig uskyl­dig ud. En tem­me­lig ube­stem­me­lig for­nem­mel­se af ube­hag fik ham til at se i spej­let, og det gik med det sam­me op for ham, at duk­ken var en tro kopi af ham selv. Den sam­me hvi­de kit­tel, det sam­me fla­de let­te­re fed­te­de hår, og kun­ne han se nu, de sam­me dyre Guc­ci sko. Det ene­ste, der var en lil­le bit­te smu­le ander­le­des, var duk­kens mund, der var åbnet, i hvad der måt­te være et for­fær­de­ligt skrig. Et sted i bag­grun­den men­te han fak­tisk at høre noget, der lød som en slags skrig, eller skin­ger sang. Men det tone­de væk igen, da han ret­te­de opmærk­som­he­den på det.

Han stir­re­de på duk­ken og kun­ne mær­ke, at han ikke kun­ne røre sig, præ­cis som en af de drøm­me, hvor man taber kon­trol­len over sig krop, mens man halv­vå­gen er på vej over i søv­nen. Hvor hjer­nen næsten har givet ende­ligt slip på krop­pen, men hvor bevidst­he­den ikke er sluk­ket helt ned end­nu, og der­for ikke kan kom­me i kon­takt med hver­ken hæn­der eller ben. Han stir­re­de på duk­ken, og den stir­re­de til­ba­ge på ham med grå­di­ge øjne, mens den fort­sat­te sit lyd­lø­se skrig.

Hvis ikke fru Olsen hav­de gre­bet fat i ham for ikke at væl­te, var han sik­ker på, at han kun­ne være ble­vet stå­en­de der for altid. Med duk­kens blik og skrig i et evigt ekko inde i sig selv.

Men fru Olsen faldt, og i fal­det trak hun Elmer med sig ned i en stor skvul­pen­de fæl­les bun­ke af kød, hvoraf en del var opstemt pen­sio­nist og den anden meget min­dre del, skræmt soci­al- og sund­heds­as­si­stent – næsten fær­di­g­ud­dan­net.

”Men Elmer dog!” Hen­des stem­me var på vej op i det lyse regi­ster, næsten lystig, og han for­søg­te for­gæ­ves at kata­lo­gi­se­re, hvor hans for­skel­li­ge kro­p­s­de­le var pla­ce­ret. Ud fra hen­des ånde­dræt, hav­de han ramt noget vitalt.

”Det hav­de jeg da aldrig tro­et, jeg skul­le ople­ve igen.”

Duk­ken der­u­de og Fru Olsen omkring var mere, end han kun­ne bære. Han var i for­vej­en udkørt af arbej­det, for man­ge pen­sio­ni­ster på alt for kort tid og alt, alt for lidt plads. I en alt for lil­le by, alt for langt væk fra alting.

”Duk­ke,” sag­de han. ”Der hæn­ger en duk­ke lige som mig ude i træ­et ved sko­v­bry­net.”

Han mær­ke­de for­sig­tigt efter med hæn­der­ne om, der var nogen ste­der han kun­ne sæt­te af, men alt hvad han rør­te ved, føl­tes som en del af fru Olsens udfly­den­de krop. Han valg­te at for­sø­ge at rul­le lidt ud til siden.

”Den så på mig – duk­ken. Så på mig og skreg, uden en lyd – det var nok der­for De ikke kun­ne høre det. Men den skreg.”

Han var nu rul­let så langt ud til siden, at han med et lil­le afsæt kun­ne tril­le ned på gul­vet. Her fik han sam­let sig nogen­lun­de sam­men, og kom op på knæ. Fru Olsen øjne fulg­te ham intenst, og det vir­ke­de, som om der var langt fle­re sæt øjne, end det ene han umid­del­bart kun­ne se.