”Slyng Underverd’nens gnistrende Raketter
I Skokketal mod Skyen op,
Saa de beskinne alle Bierges Top,
Som Himlens Stierner i de klare Nætter.”
Wessel
Det er blevet køligere. Det synes som om det meste af mit liv er gået fra en vinter til en anden. Kulden trænger sig ind og lægger sig i knoglerne – fryser muskler og led sammen og stiver en af. Ofte når det er rigtig koldt og klart stiller jeg mig ved vinduet og ser ud på himlen. Hvis jeg er tålmodig, så kommer der en af de aftener, der bringer det hele tilbage. En kold måneklar aften, hvor sneen ligger over jorden og på træernes grene – næsten nysne. Og så koldt at iskrystallerne sender lysglimt tilbage til stjernerne. Så er jeg næsten tilbage. Det eneste der mangler er, at jeg åbner vinduet, og når jeg så indånder vinterluften: Så bliver jeg fortumlet og er både forvirret og transporteret tilbage i tiden. Og jeg kan se Anton og Lotte for mig – både da Anton foreslog rejsen og da vi stod foran raketten i månelyset om vinteren. Jeg kan huske det hele – tror jeg – og med mig forsvinder det også igen.
Jeg har altid kendt Anton, I hvert fald står den tid før jeg lærte ham at kende meget svagere end bagefter. Jeg tror at min mor havde opgivet, og placerede mig på børneasylet. Først kun i dagtimerne og derefter kom de dage hvor jeg ikke blev hentet, og hvor jeg sov i en afsides krog. Og selvom det var mod asylets ide, ignorerede de voksne det. De andre drenge fandt ud af, at jeg ikke gik hjem, og de blev fyr og flamme over, at jeg i hvert fald var under dem. De skulle kun være der om dagen, men jeg var tvunget til at blive i asylet.
Den morgen, jeg mødte Anton, havde drengene besluttet sig for at tage mig ud i mosen efter skoletid. Så ville de nedsænke mig til de andre lig i mosen — hvor jeg hørte hjemme. Når man ingen havde, kunne man lige så godt dø. Hver gang en af dem kom forbi mig, hviskede han mose eller lig. Det er den længste dag i mit liv. Jeg sad og snøftede på min plads og druknede indeni. Ingen af andre havde set mig, slet ikke de voksne. Kirkeklokken slog to og Anton kom ind. Han så mig og spurgte hvad der var galt. Jeg hikstede mig igennem hele historien om mose og druknedød og min mor. Han hørte på det i tavshed, rynkede panden og smilede så. Og det fik mig til at glemme alt. Han grinede højt og sagde, at vi i stedet kunne vise dem mosen – nedefra. Jeg ved ikke hvordan, men da mørkningen kom, lod jeg drengene slæbe mig ned til mosen. Mit hoved var fyldt med historier om lig, der flød op, når man rodede i mosen. Jeg var stiv af skræk, men tanken om Antons hjælp holdt mig oppe. De brugte lang tid på at håne mig: mosen ville nu lugte endnu værre. Da Anton endelig kom, var jeg igen blevet stiv af skræk og havde fordækt tisset mig selv ned af benet helt ned i skoen.
”Slip ham, I tosser,”
beordrede han. De slap mig med halvdelen af kroppen ude i vandet, og jeg var så skrækslagen, at jeg ikke kunne røre mig. Jeg stirrede bare, mens de vendte sig mod ham. Han skubbede Lau i brystet.
”Hvad er der med jer? Er I bange for en mere?”
Anton skubbede igen, så hårdt, at Lau var lige ved at falde i. Så tog de ham og smed ham i. De jublede og skreg, men da han efter et stykke tid ikke kom op, blev de mere stille. Og til sidst, da jeg var begyndt at græde ude i vandet, stak de af uden videre. Så dukkede Anton op af vandet med en skraldlatter.
Derefter var Anton min helt, og alt hvad han gjorde var guddommeligt. Lau og de andre blev ligegyldige. Vi stagede os ud til zigøjnerøen i midten af mosen og han fortalte drabelige historier om zigøjnernes rejser, og om hvordan de havde ”lånt” mad fra de omkringboende bønder, som ikke kunne finde dem. Jeg tror at han havde savnet en, der ville høre på ham, og som ikke bare ville ud og slås med vesterbrodrengene. Og jeg ønskede nok en som ham, der så mig.
Jeg troede nok at Anton altid ville være der. Og derfor kom det som en fuldstændig overraskelse, da han, ugen før jeg skulle konfirmeres, annoncerede, at han ville rejse. Det var sommeren 1914.