Himlens stjerner i de kolde nætter 1

Slyng Underverd’nens gni­stren­de Raket­ter

I Skok­ket­al mod Sky­en op,

Saa de beskin­ne alle Bier­ges Top,

Som Him­lens Sti­er­ner i de kla­re Næt­ter.

Wes­sel

Det er ble­vet køli­ge­re. Det synes som om det meste af mit liv er gået fra en vin­ter til en anden. Kul­den træn­ger sig ind og læg­ger sig i knog­ler­ne – fry­ser mus­k­ler og led sam­men og sti­ver en af. Ofte når det er rig­tig koldt og klart stil­ler jeg mig ved vin­du­et og ser ud på him­len. Hvis jeg er tål­mo­dig, så kom­mer der en af de afte­ner, der brin­ger det hele til­ba­ge. En kold måne­klar aften, hvor sne­en lig­ger over jor­den og på træ­er­nes gre­ne – næsten nys­ne. Og så koldt at iskrystal­ler­ne sen­der lys­glimt til­ba­ge til stjer­ner­ne. Så er jeg næsten til­ba­ge. Det ene­ste der mang­ler er, at jeg åbner vin­du­et, og når jeg så indån­der vin­ter­luf­ten: Så bli­ver jeg fortum­let og er både for­vir­ret og trans­por­te­ret til­ba­ge i tiden. Og jeg kan se Anton og Lot­te for mig – både da Anton fore­slog rej­sen og da vi stod for­an raket­ten i måne­ly­set om vin­te­r­en. Jeg kan huske det hele – tror jeg – og med mig for­svin­der det også igen.

Jeg har altid kendt Anton, I hvert fald står den tid før jeg lær­te ham at ken­de meget sva­ge­re end bag­ef­ter. Jeg tror at min mor hav­de opgi­vet, og pla­ce­re­de mig på bør­ne­a­sylet. Først kun i dag­ti­mer­ne og der­ef­ter kom de dage hvor jeg ikke blev hen­tet, og hvor jeg sov i en afsi­des krog. Og selv­om det var mod asylets ide, igno­re­re­de de voks­ne det. De andre dren­ge fandt ud af, at jeg ikke gik hjem, og de blev fyr og flam­me over, at jeg i hvert fald var under dem. De skul­le kun være der om dagen, men jeg var tvun­get til at bli­ve i asylet.

Den mor­gen, jeg mød­te Anton, hav­de dren­ge­ne beslut­tet sig for at tage mig ud i mosen efter sko­letid. Så vil­le de neds­æn­ke mig til de andre lig i mosen — hvor jeg hør­te hjem­me. Når man ingen hav­de, kun­ne man lige så godt . Hver gang en af dem kom for­bi mig, hvi­ske­de han mose eller lig. Det er den læng­ste dag i mit liv. Jeg sad og snøf­te­de på min plads og druk­ne­de inde­ni. Ingen af andre hav­de set mig, slet ikke de voks­ne. Kir­keklok­ken slog to og Anton kom ind. Han så mig og spurg­te hvad der var galt. Jeg hikste­de mig igen­nem hele histo­ri­en om mose og druk­ne­død og min mor. Han hør­te på det i tavs­hed, ryn­ke­de pan­den og smi­le­de. Og det fik mig til at glem­me alt. Han gri­ne­de højt og sag­de, at vi i ste­det kun­ne vise dem mosen – nede­fra. Jeg ved ikke hvor­dan, men da mørk­nin­gen kom, lod jeg dren­ge­ne slæ­be mig ned til mosen. Mit hoved var fyldt med histo­ri­er om lig, der flød op, når man rode­de i mosen. Jeg var stiv af skræk, men tan­ken om Antons hjælp holdt mig oppe. De brug­te lang tid på at håne mig: mosen vil­le nu lug­te end­nu vær­re. Da Anton ende­lig kom, var jeg igen ble­vet stiv af skræk og hav­de for­dækt tis­set mig selv ned af benet helt ned i sko­en.

Slip ham, I tos­ser,

beor­dre­de han. De slap mig med halv­de­len af krop­pen ude i van­det, og jeg var så skræksla­gen, at jeg ikke kun­ne røre mig. Jeg stir­re­de bare, mens de vend­te sig mod ham. Han skub­be­de Lau i bry­stet.

Hvad er der med jer? Er I ban­ge for en mere?

Anton skub­be­de igen, så hårdt, at Lau var lige ved at fal­de i. Så tog de ham og smed ham i. De jub­le­de og skreg, men da han efter et styk­ke tid ikke kom op, blev de mere stil­le. Og til sidst, da jeg var begyndt at græ­de ude i van­det, stak de af uden vide­re. Så duk­ke­de Anton op af van­det med en skrald­lat­ter.

Der­ef­ter var Anton min helt, og alt hvad han gjor­de var gud­dom­me­ligt. Lau og de andre blev lige­gyl­di­ge. Vi sta­ge­de os ud til zigø­j­ne­rø­en i mid­ten af mosen og han for­tal­te dra­be­li­ge histo­ri­er om zigø­j­ner­nes rej­ser, og om hvor­dan de hav­de ”lånt” mad fra de omkring­bo­en­de bøn­der, som ikke kun­ne fin­de dem. Jeg tror at han hav­de sav­net en, der vil­le høre på ham, og som ikke bare vil­le ud og slås med vester­brodren­ge­ne. Og jeg ønske­de nok en som ham, der så mig.

Jeg tro­e­de nok at Anton altid vil­le være der. Og derfor kom det som en fuld­stæn­dig over­ra­skel­se, da han, ugen før jeg skul­le kon­fir­me­res, annon­ce­re­de, at han vil­le rej­se. Det var som­me­ren 1914.

One comment on “Himlens stjerner i de kolde nætter

  1. Pingback: Himlens stjerner i de kolde nætter – Voxpod

Leave a Reply