Hjemkomsten 1

Det er morgen, da min søn kommer hjem igen.

Han må have gået hele natten. Lejren ligger i den anden ende af øen, og bussen kører slet ikke efter otte.

Han vækker mig af min søvn. Et øjeblik tror jeg, at det er døden, der er kommet for at tage mig. At jeg har ringet efter ham, og jeg er klar til at tage med ham. Mine øjne er slørede af søvn og lyset, der skinner skarpt ind gennem vinduet. Han må have trukket gardinet fra, før han gik hen til sengen og bøjede sig ned over mig. Hans ansigt er blegt, og hans kinder så hule, at det ser ud til, at der er huller gennem hans hoved. Som går mørket lige igennem ham. Jeg troede, det var døden der var kommet, og så er det bare ham, der står der og hvisker mor.

Jeg sætter mig op i sengen, og Matts mumler et eller andet ved siden af mig, mens han sover videre, men jeg kan bare se på Sejer, der står foran mig og slet ikke ligner den dreng, jeg havde set blive marcheret ud for over et år siden.

“Matts, han er kommet hjem.” Matts åbner øjnene og ser hen på Sejer, der står uroligt foran os og tripper på sine fødder. Så farer noget hen over hans ansigt, og han sætter sig også op med dynen tæt om sin brede brystkasse. Hans ansigt er blegt, som er blodet løbet ned under dynen også, og hans læber stramme og næsten helt farveløse. Så nikker han og sætter fødderne på det iskolde gulv.

One comment on “Hjemkomsten

  1. Pingback: Hjemkomsten ← Voxpod

Leave a Reply