“Hvis løver kunne tale, så kunne vi ikke forstå dem.”
Wittgenstein
Morgensolen skærer sig igennem persiennerne og lægger striber henover væggen. Vinduet lader en smule af forårsblæsten strømme ind, og med den en svag duft af blomster og trafik.
Berndt strækker sin hånd længere ind under Suze og mærker, hvordan hendes balder trykker sig ned mod hånden og samtidig spænder imod. Den bløde hud og musklen bag føles som smør og stål mod hans åbne håndflade. Hendes åndedræt bliver mere og mere stakåndet i takt med, at han kærtegner hende. Hun vender hovedet mod hans skulder og lader det hvile der. En lille bitte sveddråbe løber fra hendes tinding ned mod hendes øje, og han følger dens flugt i slowmotion. Den er et perfekt eksempel på et lukket system, hvor overfladespændingen holder sammen på alle enkeltdelene. Det er, som han kan se de mikroskopiske elektriske kræfter, der holder det hele sammen, og ser hvordan dråben deformeres, idet den rammer næseryggen. I samme nu giver hun et indeklemt skrig og skubber sig på en gang væk fra ham og ind mod hans hånd.
Han stopper.
“Hvad gør du?” Hendes stemme er hæs og ordene kommer vaklende ud, som var hun tvunget til at slå talecentret til igen, efter at have været ude i ingentankeland.
“Jeg duer ikke til det her lige nu. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi det var dig, der ville.”
Han lægger sin hånd på hendes skulder og mærker den bløde hud og ser hvordan, den rødme der havde strukket sig fra lige under hendes nøgleben helt op til kinderne, nu langsomt bliver forvandlet til en hvid marmoragtig kulde.
“Jeg ville?” Nu er hun blevet verbal igen. “Det er os, der vil noget. Og du har aldrig klaget før!”
Hun trækker tæppet, der er røget ud til siden, hårdt op over sig. Det folder sig efter hendes kurver, og han forestiller sig, at hun er en bjergkæde. En gletscher, der langsomt og uundgåeligt glider mod vandet.
“Det er rart nok, men jeg føler mig. Ja, udnyttet .…” Han trækker skuldrene undskyldende op og lader dem hænge lidt for længe, lidt for mekanisk oppe om hagen, før han får dem ned igen.
“Vi elsker sammen, ikke?” Hendes stemme har en kant af noget vibrerende. Et isbjergagtigt signal om mening under overfladen. Han prøver at finde frem til sin egen mening, der også flyder et sted under ham.
“Du får orgasme, jeg får en sensorisk oplevelse. Det er ikke sex for mig.” Han trækker hånden til sig. Det snurrer i den, et signal om en mindre overbelastning. En statisk belastning, der på sigt vil få kulfibermusklen til at blive forstrukket eller gå i stykker.
Nu når raseriet hendes øjne, og hun kniber dem sammen; tanken om hvor meget lys der nu strømmer igennem hendes pupiller får ham til at skrue ned for sig eget lysindtag.
“Du er fandeme for meget. Nu har du i årevis snakket om at der ikke er nogen forskel på jer og os. Beitsim.”
Hun sætter sig op og tæppet glider halvt af hende og afslører hendes skuldre og brysterne, hvor brystvorterne nu har nået et mellemleje mellem skarpt optrukne og helt udfladede. Rødbrune og et perfekt hvilepunkt for hans blik.
“En sensorisk oplevelse.” Hendes stemme vrænger sarkasmen ud. Hun rejser sig nu, og tæppet flyver af hende og over ham, som en kæmpebølge. En tsunami, der blidt svøber sig om ham. Han mærker lugten af hende og fornemmelsen af det hvide stof, der omkranser ham helt, giver en uventet følelse af, at han er berørt på alle flader, en næsten berusende fornemmelse.
“Der, din lort, du hører jo ikke en gang efter, du sidder bare der.” Hun går ud og tramper ned af trappen til køkkenet. Med døren smækket kraftfuldt i bag sig.
Den går op igen, og hendes stemme rammer ham med skærebrænder energi. “Og du kan i øvrigt godt hente ungerne i eftermiddag, og også aflevere dem her til morgen. For jeg er skredet på arbejde.”
Og så ryger døren i, igen.