Hvis løver kunne tale

“Hvis løver kun­ne tale, så kun­ne vi ikke for­stå dem.”

Witt­genste­in

Mor­gen­so­len skæ­rer sig igen­nem per­sien­ner­ne og læg­ger stri­ber henover væg­gen. Vin­du­et lader en smu­le af for­års­blæ­sten strøm­me ind, og med den en svag duft af blom­ster og tra­fik.
Berndt stræk­ker sin hånd læn­ge­re ind under Suze og mær­ker, hvor­dan hen­des bal­der tryk­ker sig ned mod hån­den og sam­ti­dig spæn­der imod. Den blø­de hud og mus­k­len bag føles som smør og stål mod hans åbne hånd­fla­de. Hen­des ånde­dræt bli­ver mere og mere sta­kån­det i takt med, at han kær­teg­ner hen­de. Hun ven­der hove­d­et mod hans skul­der og lader det hvi­le der. En lil­le bit­te sved­drå­be løber fra hen­des tin­ding ned mod hen­des øje, og han føl­ger dens flugt i slo­w­mo­tion. Den er et per­fekt eksem­pel på et luk­ket system, hvor over­fla­despæn­din­gen hol­der sam­men på alle enkelt­de­le­ne. Det er, som han kan se de mikrosko­pi­ske elek­tri­ske kræf­ter, der hol­der det hele sam­men, og ser hvor­dan drå­ben defor­me­res, idet den ram­mer næse­ryg­gen. I sam­me nu giver hun et inde­k­lemt skrig og skub­ber sig på en gang væk fra ham og ind mod hans hånd.
Han stop­per.
“Hvad gør du?” Hen­des stem­me er hæs og orde­ne kom­mer vak­len­de ud, som var hun tvun­get til at slå tale­cen­tret til igen, efter at have været ude i ingen­tan­keland.
“Jeg duer ikke til det her lige nu. Jeg ved ikke hvor­for. Måske for­di det var dig, der vil­le.”
Han læg­ger sin hånd på hen­des skul­der og mær­ker den blø­de hud og ser hvor­dan, den rød­me der hav­de struk­ket sig fra lige under hen­des nøg­le­ben helt op til kin­der­ne, nu lang­somt bli­ver for­vand­let til en hvid mar­mor­ag­tig kul­de.
“Jeg vil­le?” Nu er hun ble­vet ver­bal igen. “Det er os, der vil noget. Og du har aldrig kla­get før!”
Hun træk­ker tæp­pet, der er røget ud til siden, hårdt op over sig. Det fol­der sig efter hen­des kur­ver, og han fore­stil­ler sig, at hun er en bjerg­kæ­de. En glets­cher, der lang­somt og uund­gå­e­ligt gli­der mod van­det.
“Det er rart nok, men jeg føler mig. Ja, udnyt­tet .…” Han træk­ker skul­dre­ne und­skyl­den­de op og lader dem hæn­ge lidt for læn­ge, lidt for meka­nisk oppe om hagen, før han får dem ned igen.
“Vi elsker sam­men, ikke?” Hen­des stem­me har en kant af noget vibre­ren­de. Et isb­jer­g­ag­tigt sig­nal om mening under over­fla­den. Han prø­ver at fin­de frem til sin egen mening, der også fly­der et sted under ham.
“Du får orgas­me, jeg får en sen­so­risk ople­vel­se. Det er ikke sex for mig.” Han træk­ker hån­den til sig. Det snur­rer i den, et sig­nal om en min­dre over­be­last­ning. En sta­tisk belast­ning, der på sigt vil få kul­fi­ber­mus­k­len til at bli­ve for­struk­ket eller gå i styk­ker.
Nu når rase­ri­et hen­des øjne, og hun kni­ber dem sam­men; tan­ken om hvor meget lys der nu strøm­mer igen­nem hen­des pupil­ler får ham til at skrue ned for sig eget lysind­tag.
“Du er fan­de­me for meget. Nu har du i åre­vis snak­ket om at der ikke er nogen for­skel på jer og os. Beit­sim.”
Hun sæt­ter sig op og tæp­pet gli­der halvt af hen­de og afslø­rer hen­des skul­dre og bryster­ne, hvor bryst­vor­ter­ne nu har nået et mel­lem­le­je mel­lem skar­pt optruk­ne og helt udfla­de­de. Rød­bru­ne og et per­fekt hvile­punkt for hans blik.
“En sen­so­risk ople­vel­se.” Hen­des stem­me vræn­ger sar­kas­men ud. Hun rej­ser sig nu, og tæp­pet fly­ver af hen­de og over ham, som en kæm­pebøl­ge. En tsu­na­mi, der blidt svø­ber sig om ham. Han mær­ker lug­ten af hen­de og for­nem­mel­sen af det hvi­de stof, der omkran­ser ham helt, giver en uven­tet følel­se af, at han er berørt på alle fla­der, en næsten beru­sen­de for­nem­mel­se.
“Der, din lort, du hører jo ikke en gang efter, du sid­der bare der.” Hun går ud og tram­per ned af trap­pen til køk­ke­net. Med døren smæk­ket kraft­fuldt i bag sig.
Den går op igen, og hen­des stem­me ram­mer ham med skæ­re­bræn­der ener­gi. “Og du kan i øvrigt godt hen­te unger­ne i efter­mid­dag, og også afle­ve­re dem her til mor­gen. For jeg er skre­det på arbej­de.”
Og så ryger døren i, igen.