Lindormen i Langtorp

Sko­ven var hvid og sort, blot mør­ke, høje stam­mer med pud­d­er­hvi­de gre­ne, der stak langt ud over stien. Sne­en lå tungt overalt, det var, som om der ikke kun­ne være plads til mere, men snefnug­ge­ne fort­sat­te ufortrø­de­nt med at læg­ge sig bredt og flag­ren­de oven på dem, der alle­re­de var lan­det.

To skik­kel­ser stred sig for­over­bø­je­de frem i kul­den. De gik som i en sne­storm, selv­om vin­den var gan­ske svag. Det var så koldt, at snot­tet frøs til is, når de tør­re­de det af næser­ne med deres sti­ve hand­ske­be­klæd­te hæn­der. Det tyn­de lag is på hand­sken knæk­ke­de der­ef­ter med en sprød lyd ved den næste bevæ­gel­se.

De var kom­met langs stien, hvis kan­ter var mar­ke­ret med tyn­de stol­per, der stak kuldskært op af den ofte mands­hø­je sne. Der var nogen gan­ge over hund­re­de skridt til den næste stol­pe, og Piil nåe­de hver gang at bli­ve bekym­ret for, om de mon skul­le hav­de over­set den næste og nu var på vej ud i vild­mar­ken uden nogen form for sted­ken­ding. Hver gang han skul­le til at sige noget om det, mær­ke­de han sin fars hånd på sin dår­li­ge skul­der. Farens sto­re hånd greb fat i ham og kram­me­de ham gen­nem det tyk­ke tøj. Det slog ikke fejl, straks efter fik han øje på den næste stol­pe.

Der er den næste,” sag­de han så og pege­de, og lod armen fal­de, flov over at hav­de glemt, at faren ikke kun­ne se mere. Og så fort­sat­te de. Sne­en dale­de hvid og tung, og bag den var ver­den vin­ter­mørk, træ­er­ne stod og gem­te på afte­nen og hav­de alle­re­de skjult det lidt, solen hav­de vist sig den dag.

Piil hav­de ikke for­stil­let sig, at sko­ven vil­le være sådan, da de tog afsted fra lands­by­en i for tre dage siden. At det vil­le være så mørkt og koldt, at det vil­le gøre ondt at træk­ke vej­ret, at man ikke kun­ne hol­de pau­se uden at fryse, at fro­sten kon­stant angreb hans tæer med prø­ven­de stik. Hans mor hav­de pak­ket halm og skind ned i støv­ler­ne, så hans fød­der lig­ne­de noget fra en jæt­te, og det gjor­de det svært at gå. Han var kold,. Kong Vin­ter sev gan­ske lang­somt igen­nem alt, som en usyn­lig fjen­de, der angreb stæ­digt og ved­hol­den­de, og som træng­te gen­nem tøj og skind uden at kun­ne stop­pes, sær­ligt hans vis­ne arm føl­tes isnen­de kold.

Sne­en var begyndt at fal­de kraf­ti­ge­re og i end­nu stør­re fla­ger, og han så bekym­ret på den stol­pe, de net­op nu gik for­bi. Der lå en hvid klat sne på top­pen af den,  og sne­en lå dyn­get op af stol­pen, næsten helt op til mid­ten. Hvor lang tid vil­le der gå, før­end stol­pe­top­pe­ne var sne­et væk? Vil­le de kun­ne nå hele vej­en til temp­let inden da? Han gøs. Det var ikke en beha­ge­lig tan­ke, at de måt­te gå rundt her­u­de hele nat­ten uden at ken­de vej­en. Solen var væk et sted bag træ­er­ne, og lyset, der aldrig hav­de været skar­pt i løbet af dagen, var nu end­nu mere grå­ligt og dif­fust. Selv­om den fal­den­de sne sta­dig var blæn­den­de hvid, så var bag­grun­den nu mat­grå og slø­ret. Den næste stol­pe tone­de frem 50 skridt læn­ge­re frem­me, med spid­sen lige net­op over sne­en, og han suk­ke­de hør­ligt af let­tel­se.

Var der en stol­pe mere til os? Hans fars stem­me rum­le­de roligt, “det er vores held, at vi ikke skal fum­le rundt ude i sko­ven, men i ro og mag kan føl­ge stien. Også selv­om vi skal tram­pe lidt for at hol­de var­men og kom­me gen­nem sne­en.” Faren tog et ekstra stort skridt, som for at vise, at han godt kun­ne sty­re sne­en og stien. Men uden synet til at vej­le­de sig, trå­d­te han ved siden af den hårdt­stam­pe­de sne på stien og ram­te ud i en gigan­tisk bun­ke af løs sne, der tog så godt imod ham, at han i løbet af et øje­blik, næsten var helt for­s­vun­det under den. Det ene­ste spor var en lil­le sne­kug­le, der lang­somt tril­le­de ned af den kun­sti­ge bak­ke, som faren ufri­vil­ligt hav­de lavet.

Piil skynd­te sig hen til sin far og fam­le­de ned med beg­ge hæn­der i sne­bun­ken efter noget, han kun­ne hjæl­pe op. Ende­lig fik han gra­vet farens hoved fri af sne­en. Ildrødt og sprut­ten­de. Faren ban­de­de og fæg­te­de med arme­ne.

Gid Surt vil­le tage sne­en og alle dens ven­ner.” Hans arme rote­re­de, og han mos­le­de rundt i sne­en, så Piil blev helt rundt­os­set.

Lig stil­le, så hjæl­per jeg dig op far.” Faren løf­te­de over­ra­sket hove­d­et op mod ham, og føl­te så omkring sig. Han brød ud i en skrald­lat­ter.

Du har ret, Piil. Kom her og hjælp mig op. Det er ikke så slemt, som man skul­le tro at dyk­ke i sne.” Piil trå­d­te for­sig­tigt hen til faren, der greb i Piils udstrak­te arm, og trak sig op af sne­dyn­gen. Piil mistæn­ke ham for at gøre det med egne kræf­ter og ikke ved Piils hjælp. De bør­ste­de i fæl­les­skab sne­en af faren, der pru­sten­de sag­de: “Vi kom­mer til at fin­de læ for nat­ten snart. For­hå­bent­lig en hyt­te, ellers …” Han stem­me for­svandt, og Piil blev efter­ladt med den sva­ge lyd af sne, der faldt. Faren gav ham et ordent­ligt dask på skul­de­ren.

Det var godt, du fik mig op af sne­mø­get.” Sla­get var så hårdt, at Piil snub­le­de hen mod den sam­me dyn­ge, som faren hav­de lig­get i. Han faldt lige for­an sne­bun­ken og bore­de hove­d­et ned i sne­en, da han ikke kun­ne tage af med den vis­ne arm.

Der er noget der.” Han mær­ke­de, faren fam­le bag sig. “Nede i sne­en, noget sort.” Faren trå­d­te hen til ham, og Piil bøje­de sig for at bør­ste sne­en væk fra det sor­te med sin gode hånd. “Det er en kof­te, tror jeg. Men den er helt stiv.”