Lindormen i Langtorp

Skoven var hvid og sort, blot mørke, høje stammer med pudderhvide grene, der stak langt ud over stien. Sneen lå tungt overalt, det var, som om der ikke kunne være plads til mere, men snefnuggene fortsatte ufortrødent med at lægge sig bredt og flagrende oven på dem, der allerede var landet.

To skikkelser stred sig foroverbøjede frem i kulden. De gik som i en snestorm, selvom vinden var ganske svag. Det var så koldt, at snottet frøs til is, når de tørrede det af næserne med deres stive handskebeklædte hænder. Det tynde lag is på handsken knækkede derefter med en sprød lyd ved den næste bevægelse.

De var kommet langs stien, hvis kanter var markeret med tynde stolper, der stak kuldskært op af den ofte mandshøje sne. Der var nogen gange over hundrede skridt til den næste stolpe, og Piil nåede hver gang at blive bekymret for, om de mon skulle havde overset den næste og nu var på vej ud i vildmarken uden nogen form for stedkending. Hver gang han skulle til at sige noget om det, mærkede han sin fars hånd på sin dårlige skulder. Farens store hånd greb fat i ham og krammede ham gennem det tykke tøj. Det slog ikke fejl, straks efter fik han øje på den næste stolpe.

“Der er den næste,” sagde han så og pegede, og lod armen falde, flov over at havde glemt, at faren ikke kunne se mere. Og så fortsatte de. Sneen dalede hvid og tung, og bag den var verden vintermørk, træerne stod og gemte på aftenen og havde allerede skjult det lidt, solen havde vist sig den dag.

Piil havde ikke forstillet sig, at skoven ville være sådan, da de tog afsted fra landsbyen i for tre dage siden. At det ville være så mørkt og koldt, at det ville gøre ondt at trække vejret, at man ikke kunne holde pause uden at fryse, at frosten konstant angreb hans tæer med prøvende stik. Hans mor havde pakket halm og skind ned i støvlerne, så hans fødder lignede noget fra en jætte, og det gjorde det svært at gå. Han var kold,. Kong Vinter sev ganske langsomt igennem alt, som en usynlig fjende, der angreb stædigt og vedholdende, og som trængte gennem tøj og skind uden at kunne stoppes, særligt hans visne arm føltes isnende kold.

Sneen var begyndt at falde kraftigere og i endnu større flager, og han så bekymret på den stolpe, de netop nu gik forbi. Der lå en hvid klat sne på toppen af den,  og sneen lå dynget op af stolpen, næsten helt op til midten. Hvor lang tid ville der gå, førend stolpetoppene var sneet væk? Ville de kunne nå hele vejen til templet inden da? Han gøs. Det var ikke en behagelig tanke, at de måtte gå rundt herude hele natten uden at kende vejen. Solen var væk et sted bag træerne, og lyset, der aldrig havde været skarpt i løbet af dagen, var nu endnu mere gråligt og diffust. Selvom den faldende sne stadig var blændende hvid, så var baggrunden nu matgrå og sløret. Den næste stolpe tonede frem 50 skridt længere fremme, med spidsen lige netop over sneen, og han sukkede hørligt af lettelse.

“Var der en stolpe mere til os? Hans fars stemme rumlede roligt, “det er vores held, at vi ikke skal fumle rundt ude i skoven, men i ro og mag kan følge stien. Også selvom vi skal trampe lidt for at holde varmen og komme gennem sneen.” Faren tog et ekstra stort skridt, som for at vise, at han godt kunne styre sneen og stien. Men uden synet til at vejlede sig, trådte han ved siden af den hårdtstampede sne på stien og ramte ud i en gigantisk bunke af løs sne, der tog så godt imod ham, at han i løbet af et øjeblik, næsten var helt forsvundet under den. Det eneste spor var en lille snekugle, der langsomt trillede ned af den kunstige bakke, som faren ufrivilligt havde lavet.

Piil skyndte sig hen til sin far og famlede ned med begge hænder i snebunken efter noget, han kunne hjælpe op. Endelig fik han gravet farens hoved fri af sneen. Ildrødt og spruttende. Faren bandede og fægtede med armene.

“Gid Surt ville tage sneen og alle dens venner.” Hans arme roterede, og han moslede rundt i sneen, så Piil blev helt rundtosset.

“Lig stille, så hjælper jeg dig op far.” Faren løftede overrasket hovedet op mod ham, og følte så omkring sig. Han brød ud i en skraldlatter.

“Du har ret, Piil. Kom her og hjælp mig op. Det er ikke så slemt, som man skulle tro at dykke i sne.” Piil trådte forsigtigt hen til faren, der greb i Piils udstrakte arm, og trak sig op af snedyngen. Piil mistænke ham for at gøre det med egne kræfter og ikke ved Piils hjælp. De børstede i fællesskab sneen af faren, der prustende sagde: “Vi kommer til at finde læ for natten snart. Forhåbentlig en hytte, ellers …” Han stemme forsvandt, og Piil blev efterladt med den svage lyd af sne, der faldt. Faren gav ham et ordentligt dask på skulderen.

“Det var godt, du fik mig op af snemøget.” Slaget var så hårdt, at Piil snublede hen mod den samme dynge, som faren havde ligget i. Han faldt lige foran snebunken og borede hovedet ned i sneen, da han ikke kunne tage af med den visne arm.

“Der er noget der.” Han mærkede, faren famle bag sig. “Nede i sneen, noget sort.” Faren trådte hen til ham, og Piil bøjede sig for at børste sneen væk fra det sorte med sin gode hånd. “Det er en kofte, tror jeg. Men den er helt stiv.”