Der sidder en mand i sandet. Der er en skrænt lige foran ham, og han er nøgen. Det synes ikke at påvirke ham. Måske er han død, eller ensom. Det er ikke til at se udefra.
| Solen | 27,4C | -3mm/år | jeg | 2000 N/s | Balance | Adjust |
| varmer | skinner | Negative | Glareshield | Voting | 3:1 | Balance |
| Pipeline | mere | uagtet | energi | Solen | discrepancy | re-voting |
| First | Attempt | end | jeg | input | re-voting | |
| Mainline | Cluster | Recovery | man | ikke | adjusting | re-voting |
| Converging | Converging | OnSite | Burst | skulle | betragter | suncells |
| Jeg | ved | det | 0.2.11.4 | Based | tro | den |
| Skønhed | Sandhed | 10000 : 1 | er | unødvendigt | Recognition | uden |
Måske er han ikke.
–
Cilla lister sig ud ad slusen. Den trækker sig sammen bag hende, med hvad hun forestiller sig, er en lille lyd som et svush, men hun kan ikke høre det.
Udenfor skinner solen, og det er helt klart, selvom det er mørkt, hvor solens lys ikke rammer direkte.
Cilla står i ly af et stykke plademetal. Skyggen er kølig, og hun kan se på sine instrumenter, at temperaturen falder hastigt. Det slår hende, at hun aldrig har set så klart et skel mellem lys og mørke før. Det er som at blive skåret midt over og blive sat sammen igen. Der hvor der er mørkt, er der for mørkt, og der hvor lyset er, er blændende skarpt. Som på nordpolen med isen skinnende og solen bragende igennem atmosfæren.
Det er smukt herude, men ikke smukkere end hvad hun har set indefra.
Nede ved hendes støvler ligger en sten. Af den rigtige størrelse og form. Hun bøjer sig med knirkende led og samler den op. En flad sten, måske uvurderlig. En sten der kan fortælle nyt om månens historie. Enhver sten har en historie. Ikke kun her, men alle steder. Let foroverbøjet (ikke for meget – hun skulle jo nødigt falde) og med en øvet bevægelse kaster hun den ud over sandsletten.
Stenen hopper og danser langs sandet, og med tilfredshed tæller hun 22 lange smut før den forsvinder ud i mørket. Hun smiler bag hjelmen. Det var en uventet glæde at komme herop. At noget hun har lært som lille pige stadig kan give så megen glæde. Og måske er det derfor hun bliver glad. Hendes krop reagerer måske som et barns. Alt er overraskende. Tyngdekraft, lys, skygge, varme. Hun føler sig mere end dobbelt så stærk, men meget mere klodset. Der er modstand i alle lemmer, når hun skal bøje eller strække dem, som at være gravid.
Hun samler endnu en sten op og sender den en halv kilometer langs krateret.
Da den forsvinder kommer der et glimt af et eller andet. Hun ser det kun ud af øjenkrogen, og er lige ved at afvise det som indbildning. Det er nemt at se ting heroppe. Det er som om øjnene ikke kan vænne sig til stedet.
Hun begynder at gå, i den lidt boblende gangart de bevæger sig i. En rytme der er resultatet af sammenstødet mellem månens manglende tiltrækning og deres egen frygt for at komme ud i noget ukontrollabelt. Der går kortere tid end hun havde regnet med, førend hun er ved kraterkanten. Hun kan først ikke se, hvad det er der kan have glimtet sådan, men pludselig rykker hendes øjne rundt på det hun ser. Der sidder en mand på jorden. På månen ændrer hun det til. Og han har ingen dragt på. Overhovedet intet på. Han sidder med lukkede øjne og hans bryst hæver og sænker sig i en langsom regelmæssig rytme. Der er ingen tegn på, at han er ved at eksplodere, eller dø af iltmangel. Cilla bliver bevidst om, at hun står med munden åben, og at hun savler let. Men det kan heller ikke være sandt. Der kan ikke sidde en nøgen mand foran hende – med lukkede øjne og et fredfyldt udtryk. Hvordan kan hun hallucinere på denne måde. Hun går et par skridt frem mod manden, men fortryder og går et enkelt tilbage igen. Det hjælper ikke at lukke øjnene. Hun tager den ene arm op for at gnide sig i øjnene. Han er der stadigvæk.
–
Johann har taget en ekstra vagt. Han havde aldrig forestillet sig at den mest gennemtrængende følelse han ville have på månen er kedsomhed og afsky. En ny verden. Og kun ham og 79 andre til at dele det. Det burde da give plads til noget mere. Men hans job er blot at sørge for ro og orden. Han har stået og halvdrømt med panden mod panserglasruden. Den skøre kælling er derude. Han havde overvejet at stoppe hende. Men tænkte at der måske kunne være mere udfordring i at skulle bjærge hende senere. Hun tror sikkert, at hun har sneget sig ud, uden at nogen har bemærket det.
Der kommer hun, i løb. Måske har hun sprængt et eller andet i dragten. Men hun har måske revet sig på et eller andet, eller brækket noget. Helt sikkert ikke et ben, men måske armen. Da hun står ude foran slusen og forsøger at aktivere porten, overstyrer han kontrollen og lader hende vente lidt. Han kan se i monitoren, at hun bliver helt febrilsk derude. Lige om lidt så vil han først åbne for radioen og spørge, hvad hun laver, og så lukke hende ind. Måske skal han gøre klar til at hidkalde en samarit, men egentlig kan han vel forsøge selv.
Hun når aldrig til den panikfase, han venter på. Pludselig stopper hun med sin meningsløse banken. Åbenbart har hun besindet sig. Hun undersøger nu låsepladen, og Johann kan se, at hun også begynder at famle ved sin radio. Der er ingen grund til at lade hende sprede panik over hele stationen. Han åbner sluseporten og kan vel lige så godt tage ned forbi, og se om der er noget at gøre. Måske har hun brug for hjælp. Om ikke andet, så har han da det, at hun ikke har spurgt om udgangstilladelse.
Han venter tålmodigt i omklædningsrummet udenfor sluseporten, da hun kommer ind. Hun tager hjelmen af og står fortabt med den i hånden, og begynder at plapre. Måske har hun fået dykkersyge eller… Månesyge?
“Der var en mand derude! Jeg gik ud for at slå smut, og jeg så ham sidde henne ved krateret.
Johann kniber øjnene sammen, og nedstirrer hende ihærdigt.
“En mand? Hvad snakker du om?”
Cilla ved, at der ikke er nogen, der vil tro på hende, specielt ikke Johann. Han vil bare smile med sit tegnede klovnesmil, der aldrig når ind til midten af munden.
“Jeg har ham vel på videoen.”
Hun åbner panelet på armen og begynder at spole. Det kan ikke være mere end tyve minutter siden. Først er der ikke noget, og Johann griner afvisende og overlegent. Men pludselig kommer billedet af manden, der sidder nøgen. Johann gisper,og tager fat i hendes arm.
“Hvem er det? Er det en spøg? Hvordan har du lavet det der?”
Men han ved at godt, at enhver anden end Cilla kunne finde på sådan noget, men ikke hende.
“Jeg har aldrig set ham før. Han bevægede sig endda. Han var ikke ved at dø.”
Johann bliver ganske stille. Cille venter på, at han bestemmer sig til, hvad der skal ske.
“Hmm, Ved du hvad, gå du ud og se til ham. Han kan jo være kommet til skade. Han skal ikke være alene.”
Han giver hende hjelmen i hånden, checker hendes iltbeholdning og vinker hende afsted.
Cilla ved ikke, om det er rigtigt at gå ud så hurtigt igen, men tager alligevel dragten på. Johann ville vel ikke sende hende ud i noget farligt.
Pingback: Manden i månen, nu på papir – Voxpod