Manden i månen 1

Der sid­der en mand i san­det. Der er en skrænt lige for­an ham, og han er nøgen. Det synes ikke at påvir­ke ham. Måske er han død, eller ensom. Det er ikke til at se ude­fra.

Solen 27,4C -3mm/år jeg 2000 N/s Balan­ce Adjust
var­mer skin­ner Nega­ti­ve Gla­res­hield Voting 3:1 Balan­ce
Pipe­li­ne mere uag­tet ener­gi Solen discre­pan­cy re-voting
First Attempt end jeg input re-voting
Main­li­ne Clu­ster Recove­ry man ikke adju­sting re-voting
Con­ver­ging Con­ver­ging OnSi­te Burst skul­le betrag­ter sun­cells
Jeg ved det 0.2.11.4 Based tro den
Skøn­hed Sand­hed 10000 : 1 er unød­ven­digt Recog­ni­tion uden

Måske er han ikke.

Cil­la lister sig ud ad slu­sen. Den træk­ker sig sam­men bag hen­de, med hvad hun fore­stil­ler sig, er en lil­le lyd som et svush, men hun kan ikke høre det.

Uden­for skin­ner solen, og det er helt klart, selv­om det er mørkt, hvor solens lys ikke ram­mer direk­te.

Cil­la står i ly af et styk­ke pla­de­me­tal. Skyg­gen er kølig, og hun kan se på sine instru­men­ter, at tem­pe­ra­tu­ren fal­der hastigt. Det slår hen­de, at hun aldrig har set så klart et skel mel­lem lys og mør­ke før. Det er som at bli­ve skå­ret midt over og bli­ve sat sam­men igen. Der hvor der er mørkt, er der for mørkt, og der hvor lyset er, er blæn­den­de skar­pt. Som på nord­po­len med isen skin­nen­de og solen bra­gen­de igen­nem atmos­fæ­ren.

Det er smukt her­u­de, men ikke smuk­ke­re end hvad hun har set inde­fra.

Nede ved hen­des støv­ler lig­ger en sten. Af den rig­ti­ge stør­rel­se og form. Hun bøjer sig med knir­ken­de led og sam­ler den op. En flad sten, måske uvur­der­lig. En sten der kan for­tæl­le nyt om månens histo­rie. Enhver sten har en histo­rie. Ikke kun her, men alle ste­der. Let for­over­bø­jet (ikke for meget – hun skul­le jo nødigt fal­de) og med en øvet bevæ­gel­se kaster hun den ud over sands­let­ten.

Ste­nen hop­per og dan­ser langs san­det, og med til­freds­hed tæl­ler hun 22 lan­ge smut før den for­svin­der ud i mør­ket. Hun smi­ler bag hjel­men. Det var en uven­tet glæ­de at kom­me her­op. At noget hun har lært som lil­le pige sta­dig kan give så megen glæ­de. Og måske er det der­for hun bli­ver glad. Hen­des krop rea­ge­rer måske som et barns. Alt er over­ra­sken­de. Tyng­de­kraft, lys, skyg­ge, var­me. Hun føler sig mere end dob­belt så stærk, men meget mere klod­set. Der er mod­stand i alle lem­mer, når hun skal bøje eller stræk­ke dem, som at være gravid.

Hun sam­ler end­nu en sten op og sen­der den en halv kilo­me­ter langs kra­te­ret.

Da den for­svin­der kom­mer der et glimt af et eller andet. Hun ser det kun ud af øjen­kro­gen, og er lige ved at afvi­se det som ind­bild­ning. Det er nemt at se ting her­op­pe. Det er som om øjne­ne ikke kan væn­ne sig til ste­det.

Hun begyn­der at gå, i den lidt bob­len­de gan­g­art de bevæ­ger sig i. En ryt­me der er resul­ta­tet af sam­men­stø­det mel­lem månens mang­len­de til­træk­ning og deres egen frygt for at kom­me ud i noget ukon­trol­la­belt. Der går kor­te­re tid end hun hav­de reg­net med, før­end hun er ved kra­ter­kan­ten. Hun kan først ikke se, hvad det er der kan have glim­tet sådan, men plud­se­lig ryk­ker hen­des øjne rundt på det hun ser. Der sid­der en mand på jor­den. På månen ændrer hun det til. Og han har ingen dragt på. Over­ho­ve­det intet på. Han sid­der med luk­ke­de øjne og hans bryst hæver og sæn­ker sig i en lang­som regel­mæs­sig ryt­me. Der er ingen tegn på, at han er ved at eks­plo­de­re, eller dø af ilt­man­gel. Cil­la bli­ver bevidst om, at hun står med mun­den åben, og at hun sav­ler let. Men det kan hel­ler ikke være sandt. Der kan ikke sid­de en nøgen mand for­an hen­de – med luk­ke­de øjne og et fred­fyldt udtryk. Hvor­dan kan hun hal­luci­ne­re på den­ne måde. Hun går et par skridt frem mod man­den, men for­try­der og går et enkelt til­ba­ge igen. Det hjæl­per ikke at luk­ke øjne­ne. Hun tager den ene arm op for at gni­de sig i øjne­ne. Han er der sta­dig­væk.

Johann har taget en ekstra vagt. Han hav­de aldrig fore­stil­let sig at den mest gen­nem­træn­gen­de følel­se han vil­le have på månen er kedsom­hed og afsky. En ny ver­den. Og kun ham og 79 andre til at dele det. Det bur­de da give plads til noget mere. Men hans job er blot at sør­ge for ro og orden. Han har stå­et og halvdrømt med pan­den mod pan­serg­las­ru­den. Den skø­re kæl­ling er der­u­de. Han hav­de over­ve­jet at stop­pe hen­de. Men tænk­te at der måske kun­ne være mere udfor­dring i at skul­le bjær­ge hen­de sene­re. Hun tror sik­kert, at hun har sne­get sig ud, uden at nogen har bemær­ket det.
Der kom­mer hun, i løb. Måske har hun sprængt et eller andet i drag­ten. Men hun har måske revet sig på et eller andet, eller bræk­ket noget. Helt sik­kert ikke et ben, men måske armen. Da hun står ude for­an slu­sen og for­sø­ger at akti­ve­re por­ten, over­sty­rer han kon­trol­len og lader hen­de ven­te lidt. Han kan se i moni­to­ren, at hun bli­ver helt febrilsk der­u­de. Lige om lidt så vil han først åbne for radio­en og spør­ge, hvad hun laver, og så luk­ke hen­de ind. Måske skal han gøre klar til at hid­kal­de en sama­rit, men egent­lig kan han vel for­sø­ge selv.

Hun når aldrig til den panik­fa­se, han ven­ter på. Plud­se­lig stop­per hun med sin menings­lø­se ban­ken. Åben­bart har hun besin­det sig. Hun under­sø­ger nu låse­pla­den, og Johann kan se, at hun også begyn­der at fam­le ved sin radio. Der er ingen grund til at lade hen­de spre­de panik over hele sta­tio­nen. Han åbner slu­sepor­ten og kan vel lige så godt tage ned for­bi, og se om der er noget at gøre. Måske har hun brug for hjælp. Om ikke andet, så har han da det, at hun ikke har spurgt om udgangstil­la­del­se.

Han ven­ter tål­mo­digt i omklæd­nings­rum­met uden­for slu­sepor­ten, da hun kom­mer ind. Hun tager hjel­men af og står fortabt med den i hån­den, og begyn­der at plapre. Måske har hun fået dyk­ker­sy­ge eller… Måne­sy­ge?

Der var en mand der­u­de! Jeg gik ud for at slå smut, og jeg så ham sid­de hen­ne ved kra­te­ret.

Johann kni­ber øjne­ne sam­men, og nedstir­rer hen­de ihær­digt.

En mand? Hvad snak­ker du om?”

Cil­la ved, at der ikke er nogen, der vil tro på hen­de, spe­ci­elt ikke Johann. Han vil bare smi­le med sit teg­ne­de klov­nes­mil, der aldrig når ind til mid­ten af mun­den.

Jeg har ham vel på video­en.”

Hun åbner pane­let på armen og begyn­der at spo­le. Det kan ikke være mere end tyve minut­ter siden. Først er der ikke noget, og Johann gri­ner afvi­sen­de og over­le­gent. Men plud­se­lig kom­mer bil­le­det af man­den, der sid­der nøgen. Johann gisper,og tager fat i hen­des arm.

Hvem er det? Er det en spøg? Hvor­dan har du lavet det der?”

Men han ved at godt, at enhver anden end Cil­la kun­ne fin­de på sådan noget, men ikke hen­de.

Jeg har aldrig set ham før. Han bevæ­ge­de sig end­da. Han var ikke ved at dø.”

Johann bli­ver gan­ske stil­le. Cil­le ven­ter på, at han bestem­mer sig til, hvad der skal ske.

Hmm, Ved du hvad, gå du ud og se til ham. Han kan jo være kom­met til ska­de. Han skal ikke være ale­ne.”

Han giver hen­de hjel­men i hån­den, check­er hen­des ilt­be­hold­ning og vin­ker hen­de afsted.

Cil­la ved ikke, om det er rig­tigt at gå ud så hur­tigt igen, men tager alli­ge­vel drag­ten på. Johann vil­le vel ikke sen­de hen­de ud i noget far­ligt.

One comment on “Manden i månen

  1. Pingback: Manden i månen, nu på papir – Voxpod

Leave a Reply