Mission til Cho’it

Biskop­pen af Bre­men for­tæl­ler, at der i Vin­te­r­en efter at Leif d. Lyk­ke­li­ge var taget til Vin­land og hav­de bosat sig der med sine Fræn­der og sin Fami­lie, var en lang Peri­o­de hvor de intet hør­te fra de Skr­æl­lin­ger, der ellers kon­stant hav­de angre­bet Vikin­ger­nes Bostæ­der. Leif d. Lyk­ke­li­ge  hav­de nødtørf­tigt rejst Hegn omkring Byen, og Vikin­ger­ne vil­le have været ilde ude, hvis Angre­be­ne var fort­sat. Da For­å­ret kom, drog Leif afsted ned langs Kysten med sit ene Skib, mens han lod Træl­le og Kvin­der bli­ve til­ba­ge for at dyr­ke Jor­den. Hvorend de rej­ste fandt de kun tom­me Telt­plad­ser og døde Skr­æl­lin­ge Krop­pe. Biskop­pen mener, at de Døde var ble­vet ramt af den sam­me Sot, der i Åre­ne før hav­de huse­ret i Nord­land. Den­ne Sot var fulgt med Vikin­ger­ne til Vin­land. I Åre­ne efter send­te Leif fle­re og fle­re Ski­be Øst­på og rej­ste by efter by Syd­over. Fader Oto etab­le­re­de den før­ste Kir­ke i Sankt Geor­ge­s­dal og snart fulg­te det før­ste Bis­pe­sæ­de.”

Vin­land­skrø­ni­ken — 1143 (Over­sat af Mor­ten Grå­bald)

Yaca­tan er et agg­lu­na­tivt og poly­syl­la­bi­sk sprog. De for­skel­li­ge hoved­stam­mer kan via mor­fo­lo­gisk arkæ­o­lo­gi føres til­ba­ge til Meso­a­me­ri­ka, hvor de nuvæ­ren­de Itza sta­dig taler, hvad der kan beteg­nes som mid­delal­der-may­ask. Idag er det svært at udskil­le de man­ge låne­ord fra skan­di­na­visk fra den oprin­de­li­ge sprog­stam­me, og de to sprog har, lige­som de to kul­tu­rer, påvir­ket hin­an­den betrag­te­ligt, uden dog på nogen måde at tabe deres indi­vi­du­el­le sær­præg.

Cho’it er med sine 500.000 ind­byg­ge­re ikke den stør­ste by i Yaca­tan natio­nen, men den mest fan­ta­sti­ske: Majs og Sol og Damp. May­a­er­ne har altid dyr­ket sved­je­brug og Cho’it er det ulti­ma­ti­ve svar på den­ne udfor­dring i en moder­ne ver­den. Cho’it blev byg­get først som en lama truk­ket noma­disk telt­by, men nu, med damp­ma­ski­nen, er den et emblem på det sta­di­ge tek­no­lo­gi­ske frem­skridt, som den ny ver­den er loko­mo­ti­vet for.”

[May­a­er­ne — kul­tur og sprog. En ind­fø­ring. J. Jonat­han-Jen­sen, 1998]

Gha­na­ta var under angreb fra almoravi­der­ne, og belej­rin­gen hav­de varet i to år, da Tasuh­fin dør af en for­gif­tet dadel i en oase på vej til Mek­ka. Det blev sagt at det var hans søn Yusuf ibn Tas­hu­fin, der var træt af fade­rens blin­de fokus på Gha­na­ta og som i ste­det vil­le inva­de­re det langt mere til­gæn­ge­li­ge Marok­ko. Under alle omstæn­dig­he­der betød Tasuh­fins dødm at almoravi­der­ne ven­der sig nord­på og Gha­na­ta ople­ver en vækst og eks­pan­sion uli­ge nogen­sin­de før. Man kan kun gis­ne om hvil­ke kon­se­kven­ser, det vil­le have haft hvis almoravi­der­ne med deres karak­te­ri­sti­ke fana­tis­me hav­de ind­ta­get Gha­na­ta, eller hvis Tasuh­fin hav­de levet lidt læn­ge­re.”

[Nord­afri­kan­ske empi­ri­er. En intro­duk­tion. Ben Man­da­la, 1983]

Pave­sto­len har ikke altid stå­et i Nyrom. De fle­ste ved at den i for­gan­ge tider har været i det gam­le Rom (nu Alvi­dar i Osman­ner­ri­get), men fær­re ved, at den i tiden mel­lem dens pla­ce­ring i Rom og sene­re i Nyrom, i peri­o­den før Hund­re­de­år­skri­gen, var pla­ce­ret i Avig­non. Ved osman­ner­nes ind­t­og i Ita­li­en i 1389, hvor Murad efter sin hel­di­ge red­ning fra et snig­mord­s­for­søg del­vist finan­se­ret af vene­ti­an­ske køb­mænd ind­t­og de ita­li­en­ske små­sta­ter fra nord til syd. Pave­sta­ten flyt­te­de der­ef­ter nord­på, først til Avig­non, men sene­re i 1501 til Nyrom, hvor det har lig­get lige siden. Selv Petrskir­ken fri­købt fra otto­ma­ner­ne sten for sten er ble­vet genop­byg­get og Nyrom er efter sigen­de den den smuk­ke­ste by i hele Vin­land med dens sten­byg­nin­ger og de stej­le tage, hvor sne­en om vin­te­r­en majestætisk gli­der ned som små vand­fald.”

[Gra­tis turist­bro­chu­re for Petrskir­ken i Nyrom]