“Biskoppen af Bremen fortæller, at der i Vinteren efter at Leif d. Lykkelige var taget til Vinland og havde bosat sig der med sine Frænder og sin Familie, var en lang Periode hvor de intet hørte fra de Skrællinger, der ellers konstant havde angrebet Vikingernes Bostæder. Leif d. Lykkelige havde nødtørftigt rejst Hegn omkring Byen, og Vikingerne ville have været ilde ude, hvis Angrebene var fortsat. Da Foråret kom, drog Leif afsted ned langs Kysten med sit ene Skib, mens han lod Trælle og Kvinder blive tilbage for at dyrke Jorden. Hvorend de rejste fandt de kun tomme Teltpladser og døde Skrællinge Kroppe. Biskoppen mener, at de Døde var blevet ramt af den samme Sot, der i Årene før havde huseret i Nordland. Denne Sot var fulgt med Vikingerne til Vinland. I Årene efter sendte Leif flere og flere Skibe Østpå og rejste by efter by Sydover. Fader Oto etablerede den første Kirke i Sankt Georgesdal og snart fulgte det første Bispesæde.”
Vinlandskrøniken — 1143 (Oversat af Morten Gråbald)
“Yacatan er et agglunativt og polysyllabisk sprog. De forskellige hovedstammer kan via morfologisk arkæologi føres tilbage til Mesoamerika, hvor de nuværende Itza stadig taler, hvad der kan betegnes som middelalder-mayask. Idag er det svært at udskille de mange låneord fra skandinavisk fra den oprindelige sprogstamme, og de to sprog har, ligesom de to kulturer, påvirket hinanden betragteligt, uden dog på nogen måde at tabe deres individuelle særpræg.
Cho’it er med sine 500.000 indbyggere ikke den største by i Yacatan nationen, men den mest fantastiske: Majs og Sol og Damp. Mayaerne har altid dyrket svedjebrug og Cho’it er det ultimative svar på denne udfordring i en moderne verden. Cho’it blev bygget først som en lama trukket nomadisk teltby, men nu, med dampmaskinen, er den et emblem på det stadige teknologiske fremskridt, som den ny verden er lokomotivet for.”
[Mayaerne — kultur og sprog. En indføring. J. Jonathan-Jensen, 1998]
“Ghanata var under angreb fra almoraviderne, og belejringen havde varet i to år, da Tasuhfin dør af en forgiftet dadel i en oase på vej til Mekka. Det blev sagt at det var hans søn Yusuf ibn Tashufin, der var træt af faderens blinde fokus på Ghanata og som i stedet ville invadere det langt mere tilgængelige Marokko. Under alle omstændigheder betød Tasuhfins dødm at almoraviderne vender sig nordpå og Ghanata oplever en vækst og ekspansion ulige nogensinde før. Man kan kun gisne om hvilke konsekvenser, det ville have haft hvis almoraviderne med deres karakteristike fanatisme havde indtaget Ghanata, eller hvis Tasuhfin havde levet lidt længere.”
[Nordafrikanske empirier. En introduktion. Ben Mandala, 1983]
Pavestolen har ikke altid stået i Nyrom. De fleste ved at den i forgange tider har været i det gamle Rom (nu Alvidar i Osmannerriget), men færre ved, at den i tiden mellem dens placering i Rom og senere i Nyrom, i perioden før Hundredeårskrigen, var placeret i Avignon. Ved osmannernes indtog i Italien i 1389, hvor Murad efter sin heldige redning fra et snigmordsforsøg delvist finanseret af venetianske købmænd indtog de italienske småstater fra nord til syd. Pavestaten flyttede derefter nordpå, først til Avignon, men senere i 1501 til Nyrom, hvor det har ligget lige siden. Selv Petrskirken frikøbt fra ottomanerne sten for sten er blevet genopbygget og Nyrom er efter sigende den den smukkeste by i hele Vinland med dens stenbygninger og de stejle tage, hvor sneen om vinteren majestætisk glider ned som små vandfald.”
[Gratis turistbrochure for Petrskirken i Nyrom]