I drømmen er hun helt let, som om hun flyder på en mørk flod. Hun bevæger en fod, og den møder en sirupsagtig modstand. Hun ved ikke, om hun ligger på ryggen eller maven, mørket tætner omkring hende, og hun bliver opmærksom på tavsheden, der trinvist forvandles til en susen og bliver til en fløjtende vind, der danser bølger, hvor hun flyder. Langt borte kan hun høre en stemme, der kalder på hende. Insisterende og indeklemt, som om taleren ikke kan få luft. Hun kan ikke høre ordene, men hun ved, at lige om lidt vil hun forstå. Hun drejer sig langsomt rundt, og ude i det fjerne kan hun se den skikkelse, der står og kalder på hende. Kaldet bliver varme, der stråler hele vejen ud fra maven og lover mere. Så kan hun mærke, at hun vågner. Hun klamrer sig til drømmen; der er noget dragende ved skikkelsen, der klagende ser hende gå. Varmen forlader hende og søger ind mod maven og forsvinder så.
Tia finder vej ud af søvnen med besvær og gispende vejrtrækning. Hun vikler sig ud af det tunge tæppe, der har strammet sig rundt om hendes ben og forsøger at få sit hjerte til at holde op med at slå så hårdt. Hun husker ikke hele drømmen, men hun er sikker på, at hun var bange for noget i den. Bange og fuld af forventning. Hun gnider øjnene og sætter sig op. I sengen over for hendes ligger hendes datter. Hun ligger helt stille med åbne, opspilede øjne og ser på Tia.
Tia betragter sin datter og hvisker hendes navn, Rose; har svært ved ikke at sige det højt. Hun kan næsten ikke genkalde hende, som det væsen, der kom løbende mod hende og ville tages op for så lang tid siden. Det ansigt der smilede, når hun puttede grød med jordbær ind i hendes mund og pustede hende i næsen. Det er, som er det en ganske anden, der ligger over for hende.
Hun flytter blikket og ser sig om i den spartanske hytte. Den er bygget af glatte, lerklinede vægge på et skelet af pileflet. Der er to senge, et ildsted, et bord og to vakkelvorne stole. To grove kister, fyldte hylder højt oppe. Og alle vegne under loftet hænger der tørrede urter.
I den modsatte ende af hytten er der en lukket dør. Og ved siden af hendes datters og hendes egen seng er der to små vinduer. De er så små, at lyset næsten må kravle igennem for at komme ind. Den lille hytte lugter kun en lille smule; af ged, indelukkethed og tørrede lægeplanter.
Hun sætter sig på sengekanten og glatter nedover sin grå, slidte kjole, over brysterne og maven med en blød bevægelse. At hun ikke kan huske drømmen, er ikke et godt tegn. Drømme, der gemmer sig for én, har ofte ikke noget godt i sinde. Hun ser ud af det beskidte vindue. Udenfor kan hun skimte deres køkkenhave og det lille halvskur, hvor gederne kan gå ind om natten. Lyset bliver tværet ud mod den tykke rude og får detaljerne udenfor til at blive slørede, som spejlinger på en vindblæst sø.
Ilden er gået ud, og hun tænder op. Grøden fra i går blive hurtigt varm, og der bliver ikke sagt en lyd mellem de to, mens de spiser maden ved det grove, solide bord. Pigen stikker mut i grøden med sin træske, og Tias tanker er stadig ved nattens drøm. Den var om nogen, der ville noget. Ville ind?
Pingback: Nattens åbne døre ← Voxpod