Odysseus rejser hjem

Det­te er den san­de og ufor­fal­ske­de histo­rie om, Odys­seus hjem­rej­se efter den ti timer lan­ge krig mod sven­sken i Land­skro­na. Den histo­rie, der aldrig før, måske lige bort­set fra et par gan­ge på bode­ga­en i Løjt, er ble­vet for­talt.

Alle ken­der beret­nin­gen om Odys­seus og Kykl­o­pen på Hol­men og den om hans møde med Kir­ke på svi­ne­far­men i Sorø. Men histo­ri­en om, hvor­dan han kom hjem, er langt mere ved­kom­men­de, lære­rig og frem­for alt, uden krav om roy­al­ties.

Og alle ved, at det var Odys­seus, der efter ti timers for­gæ­ves storm­løb mod de knæhø­je mure langs hav­ne­pro­me­na­den, fore­slog, at de ind­t­og Land­skro­na, ikke ved vold, men med list. Og at det var ham, der male­de stri­ber­ne på den land­skro­ni­an­ske zebra, inden den ble­vet leve­ret til de nai­ve ind­byg­ge­re af pak­kepo­stens ekstra­om­de­ling med Odys­seus og hans tro føl­ge­s­ven­de inde­ni.

Efter afbræn­din­gen af Land­skro­nas cen­trum, for­stæ­der og Svens­sons Hav­ne­bar skild­tes de sej­r­ri­ge amar­gen­se­re og køben­hav­ne­re på stran­den og drog hjemad. Land­skro­na flam­me­de mun­ter­nt, og alle var eni­ge om at det var en god dags arbej­de, og at de hav­de fortjent det, sven­sker­ne. De skul­le aldrig have voldført/stjålet/lokket/taget imod den vidun­der­li­ge Hele­na, da hun gik i land fra fær­gen med sine tre kar­to­ner Prin­ce Light Men­tol, købt på lån­te boar­ding­kort.

Aga­mem­non Jan­sens, Stor­kon­gen af Dra­gør, sej­le­de med sit føl­ge til­ba­ge til Dra­gør Nye Lystbå­d­havn. Han med­brag­te Kas­san­dra, som sit ene­ste byt­te efter de udmat­ten­de ti timer i det sven­ske. Da de nåe­de Dra­gør, for­tø­je­de Aga­mem­non selv fol­kebå­den og hjalp Kas­san­dra op på anløbs­bro­en. Her ven­te­de Klytai­me­stre sam­men med sin elsker Ole Per­son — hav­ne­meste­ren, og de skub­be­de uden tøven Aga­mem­non og Kas­san­dra i det sta­dig for­årskol­de vand i hav­nen.

Hele­na Han­sen neé Jør­gen­sen fulg­tes uvil­ligt og tøven­de til­ba­ge til Køge med sin mand, Menela­os Han­sen, og i bun­den af Køge bugt løb Menela­os jol­len så langt op på stran­den, at den aldrig vil­le kun­ne stå til søs igen. Han svor sam­ti­dig, at han aldrig vil­le dra­ge ud på togt igen. Og da Hele­na for­svandt få år efter, gjor­de han intet for at fin­de hen­de. Han var sjæl­dent glad der­ef­ter, men gik ofte ned til strand­bred­den og båden; lod hån­den gli­de hen over det vej­r­bid­te træ og mær­ke­de, hvor­dan rælin­gen blev sle­bet ned i takt med åre­nes gang. Man fandt ham til sidst der­u­de, ale­ne, død og lige så vej­r­bidt som sin båd. Hele­na blev sidst set bag disken i gril­l­ba­ren på Køge­vej, der kun solg­te med-hjem gril­l­kyl­lin­ger. Hun var sta­dig lige skøn, selv­om alde­ren hav­de sat et par kro­ge i hen­des øjenkan­ter.

De andre tog den sid­ste fær­ge fra Hels­ing­borg, da den hav­de til­bud på Prip­ps stær­køl lige net­op den dag. Og måt­te der­for med toget til Hels­ing­borg, der stop­pe­de over i Lund.

Odys­seus, der hav­de fun­det på den afgø­ren­de list, der brag­te de tapre maro­dø­rer inden­for bymu­re­ne, drog hjem ale­ne med sine modi­ge mænd, og det først da alle resten var stuk­ket til søs.

Han slen­tre­de som den sid­ste dan­sker gen­nem de end­nu rygen­de rui­ner i Land­skro­nas gader, blandt aske og smul­dren­de sten til Silvan på Sör­ga­tan uden for byen og måt­te der beta­le reg­nin­ger­ne for papkas­ser­ne og malin­gen, de hav­de byg­get den land­skro­ni­an­ske zebra med.

Inden han gav sine folk ordre om at føre jol­len ud i det smal­le, vindsu­ste Øre­sund, besøg­te han det tre­be­ne­de vandtårn og tog ele­va­to­ren op til top­pen. Her stod han så, i lidt over et kvar­ter og betrag­te­de dan­sker­ky­sten, og han sag­de sene­re til sin styr­mand, at han tænk­te, at det skul­le være sid­ste gang, han så Sjæl­land så klart.