Dette er den sande og uforfalskede historie om, Odysseus hjemrejse efter den ti timer lange krig mod svensken i Landskrona. Den historie, der aldrig før, måske lige bortset fra et par gange på bodegaen i Løjt, er blevet fortalt.
Alle kender beretningen om Odysseus og Kyklopen på Holmen og den om hans møde med Kirke på svinefarmen i Sorø. Men historien om, hvordan han kom hjem, er langt mere vedkommende, lærerig og fremfor alt, uden krav om royalties.
Og alle ved, at det var Odysseus, der efter ti timers forgæves stormløb mod de knæhøje mure langs havnepromenaden, foreslog, at de indtog Landskrona, ikke ved vold, men med list. Og at det var ham, der malede striberne på den landskronianske zebra, inden den blevet leveret til de naive indbyggere af pakkepostens ekstraomdeling med Odysseus og hans tro følgesvende indeni.
Efter afbrændingen af Landskronas centrum, forstæder og Svenssons Havnebar skildtes de sejrrige amargensere og københavnere på stranden og drog hjemad. Landskrona flammede munternt, og alle var enige om at det var en god dags arbejde, og at de havde fortjent det, svenskerne. De skulle aldrig have voldført/stjålet/lokket/taget imod den vidunderlige Helena, da hun gik i land fra færgen med sine tre kartoner Prince Light Mentol, købt på lånte boardingkort.
Agamemnon Jansens, Storkongen af Dragør, sejlede med sit følge tilbage til Dragør Nye Lystbådhavn. Han medbragte Kassandra, som sit eneste bytte efter de udmattende ti timer i det svenske. Da de nåede Dragør, fortøjede Agamemnon selv folkebåden og hjalp Kassandra op på anløbsbroen. Her ventede Klytaimestre sammen med sin elsker Ole Person — havnemesteren, og de skubbede uden tøven Agamemnon og Kassandra i det stadig forårskolde vand i havnen.
Helena Hansen neé Jørgensen fulgtes uvilligt og tøvende tilbage til Køge med sin mand, Menelaos Hansen, og i bunden af Køge bugt løb Menelaos jollen så langt op på stranden, at den aldrig ville kunne stå til søs igen. Han svor samtidig, at han aldrig ville drage ud på togt igen. Og da Helena forsvandt få år efter, gjorde han intet for at finde hende. Han var sjældent glad derefter, men gik ofte ned til strandbredden og båden; lod hånden glide hen over det vejrbidte træ og mærkede, hvordan rælingen blev slebet ned i takt med årenes gang. Man fandt ham til sidst derude, alene, død og lige så vejrbidt som sin båd. Helena blev sidst set bag disken i grillbaren på Køgevej, der kun solgte med-hjem grillkyllinger. Hun var stadig lige skøn, selvom alderen havde sat et par kroge i hendes øjenkanter.
De andre tog den sidste færge fra Helsingborg, da den havde tilbud på Pripps stærkøl lige netop den dag. Og måtte derfor med toget til Helsingborg, der stoppede over i Lund.
Odysseus, der havde fundet på den afgørende list, der bragte de tapre marodører indenfor bymurene, drog hjem alene med sine modige mænd, og det først da alle resten var stukket til søs.
Han slentrede som den sidste dansker gennem de endnu rygende ruiner i Landskronas gader, blandt aske og smuldrende sten til Silvan på Sörgatan uden for byen og måtte der betale regningerne for papkasserne og malingen, de havde bygget den landskronianske zebra med.
Inden han gav sine folk ordre om at føre jollen ud i det smalle, vindsuste Øresund, besøgte han det trebenede vandtårn og tog elevatoren op til toppen. Her stod han så, i lidt over et kvarter og betragtede danskerkysten, og han sagde senere til sin styrmand, at han tænkte, at det skulle være sidste gang, han så Sjælland så klart.