Sigurd og Farphner 1

Diasporaen er ikke kun den største begivenhed i vores fortid, den er ud over enhver tvivl den vigtigste. Det er ikke blot det, at vi på grund af den, befinder os, hvor vi gør og lever, som vi gør. Den er også det filter, vi i hele vores eksistens har fået trukket ned over vores fortid. I virkeligheden er der ikke før og efter diasporaen. Der er intet før, og meget lidt efter. Vi kom fra intet, gennem intet og vi ejer intet andet end de mudrede marker, vores udkomme stammer fra, de kolde og klamme tørvehytter, vi bor i, og mudderbyer, hvor statuerne er af klægt ler og avenuerne bløde i den evige regn. Vores civilisation er famlende, og vores fremtid usikker; det eneste vi har, er en fortid, som vi kan genfortælle indtil den bliver så velkendt, at vi ikke har andre valg end at tro, at den er sandheden.
Der er mange historier om vores vej til Oort-skyen. Det er kendetegnende for hovedparten af disse, at de er opstået efter den lange rejse, efter at vi fandt vores kummerlige planet under Tyches matte skin. De fortæller os noget om os selv, men efter at vores skæbne var blevet fastlagt. Vi ved, at vi kom fra Jorden, men vi ved ikke, hvor den er nu, eller hvad vi havde der. Vi ved ikke, hvordan vi rejste, eller hvorfor. Vi har ikke andet end fragmenter og gætterier. Vi har et landingssted, mudder, dele fra maskiner vi ikke kan genkende os brugen af, og så Fællesskabet. Vores eneste tilknytning til fortiden, og selv den er usikker, haltende og sporadisk.
Det fortælles nogle steder, at der i tiden før diasporaen var en lang stagnant periode, hvor menneskeheden var fanget i en cul-de-sac, andre siger, at der var en kort febrilsk tidsalder, hvor menneskene skiftede fra kød til net. Vi ved at vores net nu kan optage de døende, og at de kan leve der, som skygger, og måske var det en gang anderledes. Megen viden om dengang er gået tabt, og meget kan kun genskabes indirekte eller via gætteri. Men om vores forfædres kamp er der blandt de få og spredte historierester, i hvert fald et remnant, der er næsten helt. Der findes et følespil fra perioden af en sådan karakter og skønhed, at selvom vi ikke fuldt ud kan tilegne os den emotionelle del, kan vi forholde os til indholdet. Vi kan måske forstå kernen i historien, og håbe at netop den bedre kan forklare os, hvordan og hvorfor vi er blevet dem, vi er.
Det siges, at en fortælling om fortiden kan forklare os mere om fremtiden, end titusind sande historier om nu, nogen sinde ville kunne gøre det. Og skulle det bare være en fabel, så kan det også undskyldes, for hvor var vi uden dem?
Historien om Sigfred og Farphner er den eneste fuldstændige fortælling, vi har fra vores tid på Jorden, og det siges at den også indeholder sandheden om, hvorfor vi måtte flygte. Vi kan genfortælle historien, og vi kan se ud i himlene og hver nat udpege en ny tilfældig sløret stjerne som vores Sol, og vi kan sige, at det var på grund af Sigfred, at vi måtte ende vores tid her ude i tusmørket. Men som med så meget andet, så ved vi det ikke.

One comment on “Sigurd og Farphner

  1. Pingback: Sigfred og Farphner ← Voxpod

Leave a Reply