Sigurd og Farphner 1

Dia­spora­en er ikke kun den stør­ste begi­ven­hed i vores for­tid, den er ud over enhver tvivl den vig­tig­ste. Det er ikke blot det, at vi på grund af den, befin­der os, hvor vi gør og lever, som vi gør. Den er også det fil­ter, vi i hele vores eksi­stens har fået truk­ket ned over vores for­tid. I vir­ke­lig­he­den er der ikke før og efter dia­spora­en. Der er intet før, og meget lidt efter. Vi kom fra intet, gen­nem intet og vi ejer intet andet end de mud­re­de mar­ker, vores udkom­me stam­mer fra, de kol­de og klam­me tør­ve­hyt­ter, vi bor i, og mud­der­by­er, hvor sta­tu­er­ne er af klægt ler og ave­nu­er­ne blø­de i den evi­ge regn. Vores civi­li­sa­tion er fam­len­de, og vores frem­tid usik­ker; det ene­ste vi har, er en for­tid, som vi kan gen­for­tæl­le ind­til den bli­ver så vel­kendt, at vi ikke har andre valg end at tro, at den er sand­he­den.
Der er man­ge histo­ri­er om vores vej til Oort-sky­en. Det er ken­de­teg­nen­de for hoved­par­ten af dis­se, at de er opstå­et efter den lan­ge rej­se, efter at vi fandt vores kum­mer­li­ge pla­net under Tyches mat­te skin. De for­tæl­ler os noget om os selv, men efter at vores skæb­ne var ble­vet fast­lagt. Vi ved, at vi kom fra Jor­den, men vi ved ikke, hvor den er nu, eller hvad vi hav­de der. Vi ved ikke, hvor­dan vi rej­ste, eller hvor­for. Vi har ikke andet end frag­men­ter og gæt­te­ri­er. Vi har et lan­dings­sted, mud­der, dele fra maski­ner vi ikke kan gen­ken­de os bru­gen af, og så Fæl­les­ska­bet. Vores ene­ste til­knyt­ning til for­ti­den, og selv den er usik­ker, hal­ten­de og spora­disk.
Det for­tæl­les nog­le ste­der, at der i tiden før dia­spora­en var en lang stag­nant peri­o­de, hvor men­ne­ske­he­den var fan­get i en cul-de-sac, andre siger, at der var en kort febrilsk tidsal­der, hvor men­ne­ske­ne skif­te­de fra kød til net. Vi ved at vores net nu kan opta­ge de døen­de, og at de kan leve der, som skyg­ger, og måske var det en gang ander­le­des. Megen viden om den­gang er gået tabt, og meget kan kun gen­ska­bes indi­rek­te eller via gæt­te­ri. Men om vores for­fædres kamp er der blandt de få og spred­te histo­ri­e­re­ster, i hvert fald et rem­nant, der er næsten helt. Der fin­des et føle­spil fra peri­o­den af en sådan karak­ter og skøn­hed, at selv­om vi ikke fuldt ud kan til­eg­ne os den emo­tio­nel­le del, kan vi for­hol­de os til ind­hol­det. Vi kan måske for­stå ker­nen i histo­ri­en, og håbe at net­op den bed­re kan for­kla­re os, hvor­dan og hvor­for vi er ble­vet dem, vi er.
Det siges, at en for­tæl­ling om for­ti­den kan for­kla­re os mere om frem­ti­den, end titu­sind san­de histo­ri­er om nu, nogen sin­de vil­le kun­ne gøre det. Og skul­le det bare være en fabel, så kan det også und­skyl­des, for hvor var vi uden dem?
Histo­ri­en om Sig­fred og Farp­h­ner er den ene­ste fuld­stæn­di­ge for­tæl­ling, vi har fra vores tid på Jor­den, og det siges at den også inde­hol­der sand­he­den om, hvor­for vi måt­te flyg­te. Vi kan gen­for­tæl­le histo­ri­en, og vi kan se ud i him­le­ne og hver nat udpe­ge en ny til­fæl­dig slø­ret stjer­ne som vores Sol, og vi kan sige, at det var på grund af Sig­fred, at vi måt­te ende vores tid her ude i tus­mør­ket. Men som med så meget andet, så ved vi det ikke.

One comment on “Sigurd og Farphner

  1. Pingback: Sigfred og Farphner ← Voxpod

Leave a Reply