Simons Jul 1

Simon så ud i haven. Det vil­le sne snart. Han vid­ste det. Hvis han bare kig­ge­de læn­ge nok, så vil­le han kun­ne se krystal­ler­ne for­me sig ud af den vand­mæt­te­de luft. Det var snart jul, og så vil­le det sne. Han lag­de hån­den oven på bogen, så den præ­cist dæk­ke­de bil­le­det af den lil­le hor­n­blæ­ser i sne­vejr. Han kun­ne næsten mær­ke sne­en, der lang­somt lag­de sig ned over hor­n­blæ­se­rens arm og fort­sat­te ud over trom­pe­ten. Det vil­le snart sne. Og med træ­er og buske og huset dæk­ket af sne, så vil­le det bli­ve en rig­tig jul.

#

Inde i rum­ski­bet var der let­te­re anløb til panik. Den før­ste del af rej­sen var for­lø­bet uden de sto­re pro­ble­mer. Afrej­sen hav­de fået fle­re af dem, der hav­de glemt for­må­let med turen, til at fis­sio­ne­re, men det var gået over nu. De mest kon­si­sten­te af dem hav­de rund­sendt hukom­mel­ses­cel­ler til de andre, så alle efter­hån­den var næsten fuld­kom­ment til­pas­se­de turen. De var alle pla­ce­ret i den sto­re bob­le af nærings­ri­ge væsker inderst i ski­bet, og der var kun enkel­te af dem, der var afskå­ret fra at være en fuld­stæn­dig del af hel­he­den.

Men nu hvor pla­ne­ten kom sta­digt nær­me­re, drev de man­ge nye ind­tryk en del af de min­dre regu­læ­re væk fra cen­ter­li­ni­en. Og ude i ran­d­om­rå­der­ne var de nem­me ofre for usta­bi­li­tet.

De lan­de­de i udkan­ten af pla­ne­tens hav på en fast over­fla­de. Igen hav­de der været dis­sens om hvor­vidt de skul­le sig­te efter hav eller over­fla­de, men det var tyde­ligt ud fra radio­e­mis­sio­ner­ne, at hoved­par­ten af pla­ne­tens ind­byg­ge­re befandt sig på det tør­re styk­ke af pla­ne­ten. Og selv­om havet vir­ke­de mest hjem­ligt, så var der hel­ler ingen tvivl om, at det var lige så frem­med for dem, som den tør­re del.

#

Simon sad for­an skær­men og hans mor stod bag ham. Hun gru­e­de for at skul­le gå igen­nem den sam­me dis­kus­sion igen og igen. Men Carl hav­de som sæd­van­lig rin­get og spurgt til, hvor meget hun hav­de fået ord­net Simons fik­se ide­er.

”Hvor­dan kan I vide, at vi ikke er dan­ske­re?”

Det gene­re­de hen­de græn­se­løst, at han blev ved med at tale dansk til dem, og hun føl­te det som en sejr, at hun sva­re­de ham på engelsk. Hans dan­ske var lidt tøven­de, og der kom en engelsk glo­se eller to en gang i mel­lem, men han var selv over­be­vist om, at det var fly­den­de.

”Det kan vi se her i på histo­ri­esi­den. Se, skat. Vi er her: New Zeeland. Se der. New Zeeland blev oprin­de­ligt kolo­ni­se­ret af Det Bri­ti­ske Empe­ri­um i det tid­li­ge 19. århund­re­de…”

Simon tog tasta­tu­ret fra hen­de og med få hår­de bevæ­gel­ser over­ma­le­de han siden.

”Se, nu står der dansk over det hele.”

Hun kun­ne ikke se for­skel på, hvad Simon hav­de lagt ind, og det oprin­de­li­ge på siden.

”Men du har lige ændret det. Du ved selv, hvad der stod før.”

Hun mær­ke­de en følel­ses­løs­hed bag øjne­ne, der nær­mest tru­e­de med at tvin­ge sig gen­nem ansig­tet. Det gav et lil­le bit­te ryk i hen­des høj­re øje, og selv om hun vid­ste, at ingen vil­le bemær­ke det, slet ikke Simon, så gjor­de det hen­de end­nu mere util­pas. Simon akti­ve­re­de et spor på skær­men og en stø­jen­de, blin­ken­de præ­sen­ta­tion brød ud omkring dem.

”Den siger, det her er Dan­mark.”

”Hør nu efter. Den siger ikke noget som helst om, hvor vi er. Hvor her er, mener jeg. Den kun­ne lige så godt selv fin­de på det.”

Øje­blik­ket efter fortrød hun, at hun hav­de sagt det. Han blev helt stiv i ansig­tet og sad musestil­le. Hun kun­ne se hans vej­rtræk­ning bli­ve mere for­mel, mere kon­cen­tre­ret. Det var ikke til at bære, og hun måt­te ven­de sig halvt væk for ikke at læg­ge sin hånd på hans skul­der. Han sad der bare. Hun knyt­te­de hæn­der­ne, så neg­le­ne bore­de sig ind i hånd­fla­den.

Hvor­for skul­le hun altid forg­lem­me sig. Udtryk­ket i hans ansigt gik lige ind i hen­des mave, og tic’et i øjet blev plud­se­lig vær­re. Hen­des hjer­ne ræse­de for at fin­de noget at afle­de situ­a­tio­nen med, men det var for sent. Der var ikke andet at gøre end at ven­te til, at Simon var ble­vet helt stil­le igen. Hun for­lod hans værel­se med bøjet hoved, mens han nu begynd­te at sid­de og rok­ke.

Hun vid­ste, at hun bur­de bli­ve der, men hun kun­ne ikke se på det. Hun skul­le aldrig have ladet ham lege med den sprog­pak­ke, men det var noget nær det ene­ste, der kun­ne få ham til at slap­pe af i læn­ge­re tid – selv­om Carl aldrig hav­de god­kendt ide­en. Hel­ler ikke efter, at han var flyt­tet.

Det var jul og hun var ale­ne. Sik­ke noget lort.

One comment on “Simons Jul

  1. Pingback: Simons Jul – Voxpod

Leave a Reply