Simon så ud i haven. Det ville sne snart. Han vidste det. Hvis han bare kiggede længe nok, så ville han kunne se krystallerne forme sig ud af den vandmættede luft. Det var snart jul, og så ville det sne. Han lagde hånden oven på bogen, så den præcist dækkede billedet af den lille hornblæser i snevejr. Han kunne næsten mærke sneen, der langsomt lagde sig ned over hornblæserens arm og fortsatte ud over trompeten. Det ville snart sne. Og med træer og buske og huset dækket af sne, så ville det blive en rigtig jul.
#
Inde i rumskibet var der lettere anløb til panik. Den første del af rejsen var forløbet uden de store problemer. Afrejsen havde fået flere af dem, der havde glemt formålet med turen, til at fissionere, men det var gået over nu. De mest konsistente af dem havde rundsendt hukommelsesceller til de andre, så alle efterhånden var næsten fuldkomment tilpassede turen. De var alle placeret i den store boble af næringsrige væsker inderst i skibet, og der var kun enkelte af dem, der var afskåret fra at være en fuldstændig del af helheden.
Men nu hvor planeten kom stadigt nærmere, drev de mange nye indtryk en del af de mindre regulære væk fra centerlinien. Og ude i randområderne var de nemme ofre for ustabilitet.
De landede i udkanten af planetens hav på en fast overflade. Igen havde der været dissens om hvorvidt de skulle sigte efter hav eller overflade, men det var tydeligt ud fra radioemissionerne, at hovedparten af planetens indbyggere befandt sig på det tørre stykke af planeten. Og selvom havet virkede mest hjemligt, så var der heller ingen tvivl om, at det var lige så fremmed for dem, som den tørre del.
#
Simon sad foran skærmen og hans mor stod bag ham. Hun gruede for at skulle gå igennem den samme diskussion igen og igen. Men Carl havde som sædvanlig ringet og spurgt til, hvor meget hun havde fået ordnet Simons fikse ideer.
”Hvordan kan I vide, at vi ikke er danskere?”
Det generede hende grænseløst, at han blev ved med at tale dansk til dem, og hun følte det som en sejr, at hun svarede ham på engelsk. Hans danske var lidt tøvende, og der kom en engelsk glose eller to en gang i mellem, men han var selv overbevist om, at det var flydende.
”Det kan vi se her i på historiesiden. Se, skat. Vi er her: New Zeeland. Se der. New Zeeland blev oprindeligt koloniseret af Det Britiske Emperium i det tidlige 19. århundrede…”
Simon tog tastaturet fra hende og med få hårde bevægelser overmalede han siden.
”Se, nu står der dansk over det hele.”
Hun kunne ikke se forskel på, hvad Simon havde lagt ind, og det oprindelige på siden.
”Men du har lige ændret det. Du ved selv, hvad der stod før.”
Hun mærkede en følelsesløshed bag øjnene, der nærmest truede med at tvinge sig gennem ansigtet. Det gav et lille bitte ryk i hendes højre øje, og selv om hun vidste, at ingen ville bemærke det, slet ikke Simon, så gjorde det hende endnu mere utilpas. Simon aktiverede et spor på skærmen og en støjende, blinkende præsentation brød ud omkring dem.
”Den siger, det her er Danmark.”
”Hør nu efter. Den siger ikke noget som helst om, hvor vi er. Hvor her er, mener jeg. Den kunne lige så godt selv finde på det.”
Øjeblikket efter fortrød hun, at hun havde sagt det. Han blev helt stiv i ansigtet og sad musestille. Hun kunne se hans vejrtrækning blive mere formel, mere koncentreret. Det var ikke til at bære, og hun måtte vende sig halvt væk for ikke at lægge sin hånd på hans skulder. Han sad der bare. Hun knyttede hænderne, så neglene borede sig ind i håndfladen.
Hvorfor skulle hun altid forglemme sig. Udtrykket i hans ansigt gik lige ind i hendes mave, og tic’et i øjet blev pludselig værre. Hendes hjerne ræsede for at finde noget at aflede situationen med, men det var for sent. Der var ikke andet at gøre end at vente til, at Simon var blevet helt stille igen. Hun forlod hans værelse med bøjet hoved, mens han nu begyndte at sidde og rokke.
Hun vidste, at hun burde blive der, men hun kunne ikke se på det. Hun skulle aldrig have ladet ham lege med den sprogpakke, men det var noget nær det eneste, der kunne få ham til at slappe af i længere tid – selvom Carl aldrig havde godkendt ideen. Heller ikke efter, at han var flyttet.
Det var jul og hun var alene. Sikke noget lort.