To torsdage

Prolog

Som ikke-københavner er det svært at kende de forskellige dele af byen fra hinanden, det er tydeligt i hvert fald med den kendte tilgang til storstaden at den består af alt hvad kan nås med en billet fra det offentlige. Hovedstaden som en grød, er en illusion, der er nemmest at opretholde, hvis man kommer langt fra. Fra Jylland, eller Fyn. For indbyggerne er der skarpe skel, og en del af det, der af mange som en selvfølgelighed betragtes som central København, er for dem der ved det, kun en del af provinsen, der ved et tilfælde er klistret fast til metropolen. Et lille stykke land, der egentlig skulle have ligget over på halvøen. Der er flere steder af den slags: Valby og Hvidovre er eksempler, men tydeligst er nok Amager. Amager er et af den slags steder som alle har en mening om, og selv inden for øen, er der en skarp videreopdeling. Alle har forklaringer på hvorfor lige netop deres del af øen er det vigtigste sted i Danmark og er det sted der er det nærmeste man kommer en fuldgyldig manifestation af det almengyldige og det guddommelige.

Set oven fra er Amager nærmest en udposning af København, en lille uanseelig plet der klæber sig op ad sin langt større storebror. Det har også afstedkommet jalousi og mindreværdskomplekser i årevis. Amager har ikke mange ting at være stolt af. Der er Christianshavn, hvor beboerne hårdnakket påstår at de ikke er en del af øen, men er noget særligt. Noget udefineret, der svæver lidt mellem himlen og helvede. Selvom det er tydeligt for enhver at Christianshavn ikke er andet end den del af Amager der ligger tættest på hovedstaden og derfor er hårdest ramt af smog og kriminalitet, overvintrede hippier og dyre lejligheder. Så er der den del af Amager der mest af alt er bygget op omkring lufthavnen. Omkring århundredeskiftet til det tyvende århundrede var det ikke andet end marker og enkelte veje. Befolket af mennesker, der var ved at koble sig til storbyen, men endnu ikke havde mærket dens puls. Men Amagers egentlige scvhwerpunkt, dens omdrejningspunkt er lufthavnen. En semikunstig ø, oprindeligt anlagt af drømmende danskere som Ellehammer, men endeligt udbygget og gjort funktionsdygtig af tyskerne under besættelsen i 40’erne. Lufthanvnen er en streg langs vandet, og ind i landet. Den skærer øen over i to dele, og gør det så effektivt, at den anden halvdel. Den del der ikke er integreret i København stadig har landsbypræg, og udvikler sig selvstændigt. Og at befolkningen i de to dele ikke ser sig som boende på samme ø. Som Christianshavnerne er dem fra Dragør af den opfattelse at de er noget særligt. At de pga deres hollandske aner, og de to eneste indfaldsveje, har været forskånet for hovedparten af den skadelige påvirkning af hovedstaden. Hvis man snakker med en dragørienser vil det med sikkerhed på et tidspunkt i samtalen komme frem, at han (og det er for det meste en han), føler sig som noget oprindeligt. En del af en urbefolkning, der har overvintret i ly af erobrerne, som stadig har holdt fast i de skikke deres forfædre lærte dem, på trods af presset fra at blive assimmileret ind i den større by, som Tårnby og Sundby allerede er blevet.

Om det kun var Dragør, der blev ramt, er aldrig blevet afklaret. Men faktum er at der ikke andre steder er observeret noget der lignede de omstændigheder der optrådte der.

Om det var særlige egenskaber ved stedet, eller det totale tilfælde der rådede er ikke til at sige. Men alting startede en onsdag, som så mange ting gør. En onsdag aften, hvor de fleste var hjemme i parcelhusene, og aftensmaden på den ene eller den anden måde var begyndt at simre i mikrobølgeovne eller på stegeplader. Det var vinter og selvom sneen ikke var faldet, havde luften den kolde klare tilstand, der får de fleste til at føle sig som eskimoer. Som at når fnuggene endelig falder, så vil de være i stand til at kende den ene fra det andet, og endda hive glemte arkaiske ord frem fra fortiden og sætte mærkat på hvert eneste. Den eneste der gjorde aftenen en smule mindre fantastisk var månen, der præcist gemte sig bag den enorme sky, der var på himlen over hele østsiden.

Der kom en mærkbar rystelse, og de elektromagnetiske udsving fik al det elektroniske udstyr i lufthavnen kontroltårne og computere til at sætte ud i næsten en time. Et enkelt fly, der havde påbegyndt den sidste indflyvning lige over Dragør, nåede ikke at overstyre elektronikken og fortsatte ud over landingsbanen og styrtede ved lykketræf ned i den efterårstomme lystbåde havn i Tårnby. I samme øjeblik den ramte bådebroen trak skyen sig tilbage og lod månen skinne igennem. Spejlingen i vandet reflekterede fra det styrtende fly og fik det til at glimte helte til Sverige, hvor flere bemærkede det glimt før de så ildkuglen fra flyet.

Skælvet og den elektriske udladninger, samt det nedstyrtede fly, fik i starten myndighederne til at tro at der var tale om et terrorangreb. Eftersom der stadig var enkelte attaks rundt om i Europa, var beredskabet i orden, og der gik ikke fem minutter før den første patrulje stod klar ved havnen, og inden for en halv time var der en ring om lufthavnen med pansrede militærbiler. Selv udgangene fra øen var blevet spærret, og mere af princip og lejlighed var tunnellen mellem Tårnby og Dragør spærret af, men dog ikke vejen ude omkring Magleby. Det var først da en stabsofficer foldede kortet rigtigt ud at det blev opdaget at der var mulighed for at køre rundt derude og ende ved motorvejen. Vejspærringerne blev sat op med upåklagelig hast, og der var ingen observationer af forsøg på at stikke af fra øen. Så vidt vides var det hele lukket ned inden nogen nåede at komme væk.

De første telefonopkald kom fra en café nede i den gamle del af landsbyen, og inden vagthavende nåede at berolige den noget hysteriske kvinde i røret, strømmede den ind med flere, lige så paniske. Hver og en var sikker på at der var sket noget forfærdeligt, og selvom historierne var forskellige var der dog en ting fælles for dem alle. De var ikke alene.

Da beredskabet allerede var oppe i rød, var reaktionstiden i bund. Et spejdereskadron fra det nyligt genoprettede Sjællandske Livregiment blev sendt ud til tunnelen for at sikre den. Og et kampvognskompani blev sendt over broen. Hele Dragør blev afspærret grundigt lang tid før noget opfattede hvad der egentlig var sket derud. Lang tid før nogen blev bevidste om hvad der i virkeligheden var sket. Og da de endelig forstod det, var der ingen grund til at fortælle det videre.

Dragør var isoleret, og sådan skulle det vedblive med at være hvis det stod den haste nedsatte komite, der bestod af forsvarsministeren, en enkelt risøforsker, en efterretningsekspert, en general og to oberster, og to fødevareeksperter. og selvfølgelig statsministeren selv, der endda havde en ekstra aktie i problemet, da hans hus lå i Dragør, men heldigvis havde han ikke været hjemme da det hele skete Faktisk var han på vej gennem tunnelen ved det første skælv, og nåede Christiansborg ti minutter senere. Der var ingen der vidste hvad de skulle stille med nyheder og konkrete problemer. Men at det skulle isoleres var de ikke i tvivl om, og så måtte løsningerne komme senere.

Det var ikke et terrorangreb, det var de sikre på, i hvert fald ikke et af den slags angreb man havde forventet, og trænet i. Det her var noget helt andet, og potentielt meget værre.