Prolog

Som ikke-køben­hav­ner er det svært at ken­de de for­skel­li­ge dele af byen fra hin­an­den, det er tyde­ligt i hvert fald med den kend­te til­gang til stor­sta­den at den består af alt hvad kan nås med en bil­let fra det offent­li­ge. Hoved­sta­den som en grød, er en illu­sion, der er nem­mest at opret­hol­de, hvis man kom­mer langt fra. Fra Jyl­land, eller Fyn. For ind­byg­ger­ne er der skar­pe skel, og en del af det, der af man­ge som en selv­føl­ge­lig­hed betrag­tes som cen­tral Køben­havn, er for dem der ved det, kun en del af provin­sen, der ved et til­fæl­de er kli­stret fast til metro­po­len. Et lil­le styk­ke land, der egent­lig skul­le have lig­get over på halvø­en. Der er fle­re ste­der af den slags: Val­by og Hvi­d­ov­re er eksemp­ler, men tyde­ligst er nok Ama­ger. Ama­ger er et af den slags ste­der som alle har en mening om, og selv inden for øen, er der en skarp vide­re­op­de­ling. Alle har for­kla­rin­ger på hvor­for lige net­op deres del af øen er det vig­tig­ste sted i Dan­mark og er det sted der er det nær­me­ste man kom­mer en fuld­gyl­dig mani­fe­sta­tion af det almen­gyl­di­ge og det gud­dom­me­li­ge.

Set oven fra er Ama­ger nær­mest en udpos­ning af Køben­havn, en lil­le uan­se­e­lig plet der klæ­ber sig op ad sin langt stør­re sto­re­bror. Det har også afsted­kom­met jalou­si og min­dre­værds­kom­plek­ser i åre­vis. Ama­ger har ikke man­ge ting at være stolt af. Der er Chri­sti­ans­havn, hvor bebo­er­ne hårdnak­ket påstår at de ikke er en del af øen, men er noget sær­ligt. Noget ude­fi­ne­ret, der svæ­ver lidt mel­lem him­len og hel­ve­de. Selv­om det er tyde­ligt for enhver at Chri­sti­ans­havn ikke er andet end den del af Ama­ger der lig­ger tæt­test på hoved­sta­den og der­for er hår­dest ramt af smog og kri­mi­na­li­tet, over­vin­tre­de hip­pi­er og dyre lej­lig­he­der. Så er der den del af Ama­ger der mest af alt er byg­get op omkring luft­hav­nen. Omkring århund­re­de­skif­tet til det tyven­de århund­re­de var det ikke andet end mar­ker og enkel­te veje. Befol­ket af men­ne­sker, der var ved at kob­le sig til stor­by­en, men end­nu ikke hav­de mær­ket dens puls. Men Ama­gers egent­li­ge scv­hwer­punkt, dens omdrej­nings­punkt er luft­hav­nen. En semi­kun­stig ø, oprin­de­ligt anlagt af drøm­men­de dan­ske­re som Elle­ham­mer, men ende­ligt udbyg­get og gjort funk­tions­dyg­tig af tysker­ne under besæt­tel­sen i 40’erne. Luft­h­an­v­nen er en streg langs van­det, og ind i lan­det. Den skæ­rer øen over i to dele, og gør det så effek­tivt, at den anden halv­del. Den del der ikke er inte­gre­ret i Køben­havn sta­dig har lands­by­præg, og udvik­ler sig selv­stæn­digt. Og at befolk­nin­gen i de to dele ikke ser sig som boen­de på sam­me ø. Som Chri­sti­ans­hav­ner­ne er dem fra Dra­gør af den opfat­tel­se at de er noget sær­ligt. At de pga deres hol­land­ske aner, og de to ene­ste ind­falds­ve­je, har været forskå­net for hoved­par­ten af den ska­de­li­ge påvirk­ning af hoved­sta­den. Hvis man snak­ker med en dra­gø­ri­en­ser vil det med sik­ker­hed på et tids­punkt i sam­ta­len kom­me frem, at han (og det er for det meste en han), føler sig som noget oprin­de­ligt. En del af en urbe­folk­ning, der har over­vin­tret i ly af ero­brer­ne, som sta­dig har holdt fast i de skik­ke deres for­fædre lær­te dem, på trods af pres­set fra at bli­ve assim­mi­le­ret ind i den stør­re by, som Tår­n­by og Sund­by alle­re­de er ble­vet.

Om det kun var Dra­gør, der blev ramt, er aldrig ble­vet afkla­ret. Men fak­tum er at der ikke andre ste­der er obser­ve­ret noget der lig­ne­de de omstæn­dig­he­der der opt­rå­d­te der.

Om det var sær­li­ge egen­ska­ber ved ste­det, eller det tota­le til­fæl­de der råde­de er ikke til at sige. Men alting star­te­de en ons­dag, som så man­ge ting gør. En ons­dag aften, hvor de fle­ste var hjem­me i par­cel­hu­se­ne, og aftens­ma­den på den ene eller den anden måde var begyndt at sim­re i mikro­bøl­ge­ov­ne eller på ste­ge­pla­der. Det var vin­ter og selv­om sne­en ikke var fal­det, hav­de luf­ten den kol­de kla­re til­stand, der får de fle­ste til at føle sig som eski­mo­er. Som at når fnug­ge­ne ende­lig fal­der, så vil de være i stand til at ken­de den ene fra det andet, og end­da hive glem­te arkai­ske ord frem fra for­ti­den og sæt­te mær­kat på hvert ene­ste. Den ene­ste der gjor­de afte­nen en smu­le min­dre fan­ta­stisk var månen, der præ­cist gem­te sig bag den enor­me sky, der var på him­len over hele øst­si­den.

Der kom en mærk­bar rystel­se, og de elek­tro­mag­ne­ti­ske uds­ving fik al det elek­tro­ni­ske udstyr i luft­hav­nen kon­troltår­ne og com­pu­te­re til at sæt­te ud i næsten en time. Et enkelt fly, der hav­de påbe­gyndt den sid­ste ind­flyv­ning lige over Dra­gør, nåe­de ikke at over­sty­re elek­tro­nik­ken og fort­sat­te ud over lan­dings­ba­nen og styr­te­de ved lyk­ke­træf ned i den efter­år­s­t­om­me lystbå­de havn i Tår­n­by. I sam­me øje­blik den ram­te både­bro­en trak sky­en sig til­ba­ge og lod månen skin­ne igen­nem. Spej­lin­gen i van­det reflek­te­re­de fra det styr­ten­de fly og fik det til at glim­te hel­te til Sve­ri­ge, hvor fle­re bemær­ke­de det glimt før de så ild­kug­len fra fly­et.

Skæl­vet og den elek­tri­ske udlad­nin­ger, samt det nedstyr­te­de fly, fik i star­ten myn­dig­he­der­ne til at tro at der var tale om et ter­r­or­an­greb. Efter­som der sta­dig var enkel­te attaks rundt om i Euro­pa, var bered­ska­bet i orden, og der gik ikke fem minut­ter før den før­ste patrul­je stod klar ved hav­nen, og inden for en halv time var der en ring om luft­hav­nen med pans­re­de mili­tær­bi­ler. Selv udgan­ge­ne fra øen var ble­vet spær­ret, og mere af prin­cip og lej­lig­hed var tun­nel­len mel­lem Tår­n­by og Dra­gør spær­ret af, men dog ikke vej­en ude omkring Mag­le­by. Det var først da en stab­sof­fi­cer fol­de­de kor­tet rig­tigt ud at det blev opda­get at der var mulig­hed for at køre rundt der­u­de og ende ved motor­vej­en. Vejspær­rin­ger­ne blev sat op med upå­kla­ge­lig hast, og der var ingen obser­va­tio­ner af for­søg på at stik­ke af fra øen. Så vidt vides var det hele luk­ket ned inden nogen nåe­de at kom­me væk.

De før­ste tele­fo­nopkald kom fra en café nede i den gam­le del af lands­by­en, og inden vagt­ha­ven­de nåe­de at bero­li­ge den noget hyste­ri­ske kvin­de i røret, strøm­me­de den ind med fle­re, lige så pani­ske. Hver og en var sik­ker på at der var sket noget for­fær­de­ligt, og selv­om histo­ri­er­ne var for­skel­li­ge var der dog en ting fæl­les for dem alle. De var ikke ale­ne.

Da bered­ska­bet alle­re­de var oppe i rød, var reak­tion­s­ti­den i bund. Et spej­de­reskadron fra det nyligt genop­ret­te­de Sjæl­land­ske Liv­re­gi­ment blev sendt ud til tun­ne­len for at sik­re den. Og et kamp­vognskom­pa­ni blev sendt over bro­en. Hele Dra­gør blev afspær­ret grun­digt lang tid før noget opfat­te­de hvad der egent­lig var sket der­ud. Lang tid før nogen blev bevid­ste om hvad der i vir­ke­lig­he­den var sket. Og da de ende­lig for­stod det, var der ingen grund til at for­tæl­le det vide­re.

Dra­gør var iso­le­ret, og sådan skul­le det ved­bli­ve med at være hvis det stod den haste ned­sat­te komi­te, der bestod af for­svars­mi­ni­ste­ren, en enkelt risø­for­sker, en efter­ret­nings­eks­pert, en gene­ral og to ober­ster, og to føde­va­re­eks­per­ter. og selv­føl­ge­lig stats­mi­ni­ste­ren selv, der end­da hav­de en ekstra aktie i pro­ble­met, da hans hus lå i Dra­gør, men hel­dig­vis hav­de han ikke været hjem­me da det hele ske­te Fak­tisk var han på vej gen­nem tun­ne­len ved det før­ste skælv, og nåe­de Chri­sti­ans­borg ti minut­ter sene­re. Der var ingen der vid­ste hvad de skul­le stil­le med nyhe­der og kon­kre­te pro­ble­mer. Men at det skul­le iso­le­res var de ikke i tvivl om, og så måt­te løs­nin­ger­ne kom­me sene­re.

Det var ikke et ter­r­or­an­greb, det var de sik­re på, i hvert fald ikke et af den slags angreb man hav­de for­ven­tet, og træ­net i. Det her var noget helt andet, og poten­ti­elt meget vær­re.